27/07-11
-
Pressemeddelelse
Oplev herregården udenfor murene
Gammel Estrup - Herregårdsmuseet har igennem de senere år arbejdet med at formidle det enestående kulturlandskab, der findes omkring herregården. Det har udmøntet sig i forskellige spændende udendørs tilbud til museets besøgende.
Herregården Gammel Estrup ligger smukt placeret på det bakkede Djursland med voldanlæg, have, skov og damme omkring. Det er derfor oplagt at formidle historien om herregårdslandskabet udenfor murene.
"Når man beder folk om at beskrive, hvad en herregård er, så nævner de fleste den flotte hovedbygning, men herregårdene har jo også et stort natur- og kulturlandskab omkring sig, som er mindst ligeså vigtigt.
Landskabet med marker og skove har jo netop været det økonomiske fundament, som gjorde det muligt at bygge de storslåede herregårde", siger Peter Hesselberg, udendørsformidler på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet.
Gammel Estrup var igennem 600 år ejet af en af Danmarks mægtigste familier - slægten Scheel - og det bærer herregårdslandskabet præg af. Der er gjort meget ud af landskabet, der både rummer prydhave og frugthave, lystskov, lindealle og karpedamme.
I løbet af de senere år er det smukke haveanlæg blandt andet blevet reetableret, så det i dag fremstår, som det gjorde for 300 år siden. Haven er anlagt helt symmetrisk som barokkens franske havemode foreskrev, og som man kender fra f.eks. den franske kejsers slot i Versailles.
"Haven har tidligere været opdelt i en nyttehave og en prydhave.
Nyttehaven kunne forsyne herregårdens store hushold med frisk frugt og grønt, mens prydhaven mere har været et magtsymbol, som både kunne vise, at man var med på moden og at man havde råd til at have en have, som bare skulle bruges til at promenere i", siger Peter Hesselberg.
I bunden af haven findes to orangerier, der fungerede som overvintringssted for eksotiske citrusplanter. Der var meget stor prestige i at kunne frembringe og fremvise disse eksotiske planter og træer, som var en sjældenhed i Danmark.
I dag kan man spise sin medbragte mad i Orangerierne eller låne et tæppe og slå sig ned på græsset udenfor. I forlængelse af haven er der desuden en stor ny legeplads, der blev indviet i 2010. Her er også mulighed for at grille og spise medbragt mad.
Man kan selv gå på opdagelse i haver og skove, når man besøger Gammel Estrup - Herregårdsmuseet. Man kan også bestille forskellige omvisninger i herregårdslandskabet på www.gammelestrup.dk eller ved henvendelse til museet på 8648 3001 eller post(AT)gammelestrup.dk.
Relevant information
http://www.gammelestrup.dk/