31/08-11
-
Pressemeddelelse
Hvad levede godserne af?
De danske herregårde står i dag over for store økonomiske udfordringer. Herregårdene, der tidligere var baseret på skov- og landbrug, bevæger sig i stigende grad imod oplevelsesindustrien med tilbud om udlejning, events, overnatninger og kvalitetsfødevarer. I den anledning kommer herregårdenes økonomiske grundlag gennem tiden nu under lup, når Dansk Center for Herregårdsforskning inviterer til en spændende konference på Hindsgavl Slot 26. oktober 2011.
Livet på slotte og herregårde forbindes ofte med overskud, rigdom og eksklusivitet. Men de danske herregårde står i dag over for betydelige økonomiske udfordringer, der betyder, at flere og flere af de gamle godser må gå nye veje for at få økonomien til at hænge sammen.
"Det interessante er, at det ikke er første gang, herregårdene har været under pres. Herregårdene har været tvunget til at forny sig før, og den traditionelle indtægtsmodel er faktisk ikke så traditionel endda", siger Signe Steen Boeskov, faglig sekretær på Dansk Center for Herregårdsforskning.
Det nationale forskningscenter Dansk Center for Herregårdsforskning afholder derfor en konference for at kortlægge og diskutere, hvad herregårdene egentlig levede af før i tiden. Gennem eksempler fra herregårdenes rige historie føres herregårdenes økonomiske situation helt op til nutiden.
"Vi vil prøve at se på, hvad udfordringerne var dengang, og hvad vi så kan lære af det i dag. Samtidig er der jo et vigtigt perspektiv i forhold til kulturarven i dag. Hvordan driver man f.eks. et gods i dag, og hvordan vægter man bevaring af de gamle bygninger i forhold til udviklingen?", siger Signe Steen Boeskov.
Det, og mange andre spørgsmål, diskuteres og forsøges besvaret ved konferencen 26. oktober. Konferencen finder meget passende sted på Hindsgavl Slot på Fyn. Hindsgavl Slot er netop - med deres succesrige hotel- og konferencevirksomhed - et eksempel på den oplevelsesøkonomi, som mange af de gamle slotte og herregårde har satset på gennem de senere år.
"Det er meget interessant at se, hvordan de gamle bygninger, der er bærere af vores kulturarv gennem mange hundrede år, bruges på helt forskellig vis i dag. Her på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet forvalter vi jo kulturarven på en helt anden måde, end man gør på f.eks. Hindsgavl eller et gods, hvor man driver økologisk landbrug", supplerer Britta Andersen, direktør på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet og bestyrelsesformand i Dansk Center for Herregårdsforskning.
Konferencen på Hindsgavl finder sted 26. oktober og har titlen Hvad levede godserne af? - Herregårdenes økonomiske grundlag ca. 1500-2011. Alle interesserede er velkomne. Det koster 675 kr. at deltage. Tilmelding og betaling til Dansk Center for Herregårdsforskning senest 1. oktober.
Se vedlagte program for flere praktiske oplysninger eller kontakt Dansk Center for Herregårdsforskning på dch@gammelestrup.dk eller T 86 48 30 01
Relevant information
http://www.gammelestrup.dk/