27/03-12
-
Pressemeddelelse
Der er fokus på våbenskjolde på Gammel Estrup i Påsken
Hør om våbenskjoldenes historie og mal dit eget træskjold, når Gammel Estrup - Herregårdsmuseet åbner skjoldeværkstedet i påskeferien. Børn og barnlige sjæle kan også gå på 'skjoldjagt' på herregården og komme på gratis omvisning med kanonaffyring.
I 1100-tallet begyndte riddere at male deres skjolde i forskellige farver for at kunne kende venner og fjender på slagmarken. Disse skjolde blev til våbenskjolde, som signalerede hvilken slægt, man tilhørte.
"Senere fik både håndværkere, klostre og mange andre også våbenskjolde. I dag omgiver vi os faktisk stadig med våbenskjolde, for mange byer, foreninger osv. bruger stadig våbenskjoldet som symbol på, hvem de er", forklarer museumsformidler Stine Lucia Rasmussen.
Kom selv og hør mere om våbenskjoldenes historie, lær om farvernes og symbolernes betydning, og mal dit eget flotte skjold, når Gammel Estrup - Herregårdsmuseet åbner skjoldeværkstedet i påskeferien.
Gå også på opdagelse i Gammel Estrups mange værelser og gemakker, hvor der gemmer sig mange våbenskjolde, som har tilknytning til herregården og slægten Scheel, der boede her. Hent en 'skjoldjagt' i butikken og se om du kan finde alle våbenskjoldene. Efter påskeferien bliver det trukket lod blandt de rigtige besvarelser, og vinderen får en flot præmie fra museumsbutikken.
Mandag, tirsdag og onsdag byder museet desuden på gratis omvisninger med temaet 'Gammel Estrup i Renæssancen'. Omvisningerne begynder kl. 11 og kl. 13, og i den anledning bliver museets historiske kanon affyret i haven kl. 12.
Der er aktiviteter i hele påskeferien 31. marts-9. april kl. 10-16 (omvisninger og kanonaffyring dog kun 2.-4. april). Det koster 25 kr., hvis man vil male sit eget skjold, til gengæld er skjoldjagt og omvisningerne gratis, når entreen er betalt. Kaffe og kage kan købes hos husjomfruen i køkkenet for 35 kr.
Relevant information
http://www.gammelestrup.dk/