03/12-13
-
Pressemeddelelse
Se julegrisen blive tilberedt og smag på retterne, når husjomfruen og kokkepigerne laver julesul på Gammel Estrup
Herregårdskøkkenet på Gammel Estrup er på den anden ende, når der skal laves julesul til hele herregårdens store husholdning. Der skal laves de gængse retter som flæskesteg, medister og frikadeller, men også sylte, blodpølse og grisetæer i gelé, for hele grisen skulle bruges, når man slagtede og tilberedte julegrisen på herregården før i tiden.
I perioden 7.-15. december kan man følge Husjomfruen og kokkepigerne i arbejdet med at tilberede julegris, som man gjorde på den sidste greves tid for knap 100 år siden. Dengang var det noget ganske særligt, når man slagtede en gris op til jul - og alle dele af grisen skulle bruges.
"Det er rigtig sjovt at se arbejdet med grisen. I dag går vi jo bare ned i Brugsen og køber en flæskesteg, og vi ser jo ikke, hvor den kommer fra på dyret. Vi bruger heller ikke alle dele af grisen, som man gjorde før i tiden, så det er næsten helt eksotisk at se, hvordan man laver for eksempel sylte og blodpølse", forklarer Marie Kirstine Elkjær, museumsinspektør ved Gammel Estrup - Herregårdsmuseet.
Smag selv på julegris og juleøl
Alle kan selvfølgelig få lov at smage på retterne. Alle dage i perioden kan man købe rugbrød med forskelligt hjemmelavet grise-pålæg og i de to weekender 7.-8. december og 14.-15. december kan man desuden få smagsprøver på gris i Riddersalen. I weekenden 7.-8. december kan man derudover smage juleøl fra Randers Bryghus, mens man i weekenden 14.-15. december kan prøve håndbrygget øl fra 'Syndikatet' i Auning.
Der laves julegris i Herregårdskøkkenet 7.-15. december. Alle dage frem til 22. december bages der historisk julebag. Juleværkstedet for børn er åbent tirsdag-søndag frem til 22. december. Der er derudover oplæsning, korkoncerter, julestuer og ekstra aktiviteter i alle weekender op til jul. Se det fulde opdaterede program for juleaktiviteterne på www.gammelestrup.dk.
Museets åbningstid er tirsdag-fredag kl 10-15 og lørdag-søndag kl 10-16.
Entre til museet er 85 kr for voksne - børn under 18 år går gratis ind.
Billetten gælder også til nabomuseet Dansk Landbrugsmuseum.
Fakta om Gammel Estrup - Herregårdsmuseet
- Efter mere end 600 år i samme families eje blev herregården i 1926 solgt, og Gammel Estrup - Jyllands Herregårdsmuseum blev oprettet i Gammel Estrups hovedbygning i 1930.
- Museet hedder i dag Gammel Estrup - Herregårdsmuseet og er en selvejende institution.
- Museets opgave er at bevare herregårdshovedbygningen på Gammel Estrup med dens oprindelige udsmykning gennem tiderne og anvende en passende del af den til en samling, der viser herregårdskulturen, især i Jylland, i størst muligt omfang ved Gammel Estrups eget gamle inventar. Museet kan perspektivere sit ansvarsområde nationalt og internationalt. Denne samling skal være tilgængelig for offentligheden og til rådighed for forskningen.
- Gammel Estrup - Herregårdmuseet beskæftiger sig i det daglige med de danske herregårde og alt hvad dertil hører af indretningskultur, malerkunst, møbler, herskab og tjenestefolk, iskældre, alléer, skove, marker og kulturlandskab mm.
- Gammel Estrup er hjemsted for Dansk Center for Herregårdsforskning, som drives i et samarbejde mellem Gammel Estrup - Herregårdsmuseet, Aarhus Universitet, Nationalmuseet og Arkitektskolen Aarhus.
- Museets største formidlingssatsninger er 1700-talsdage i juni måned og juleaktiviteter i forbindelse med udstillingen Jul for herskab og tjenestefolk.
- Gennemsnitligt er besøgstallet på 100.000 om året, heraf ca. 5.000 fra udlandet.
- Der er åbent hele året bortset fra 24. december-31. januar samt mandage i vinterperioden.
- Gammel Estrup - Herregårdsmuseets Netværk blev stiftet i 2006 og har 80 medlemmer, der yder en frivillig indsats i forbindelse med museets mange, årlige formidlingsaktiviteter.
- Personalet består af 15-20 personer, der har deres daglige gang på museet, heraf er 4 faguddannede akademikere fordelt på 1 direktør, 2 museumsinspektører og 1 faglig sekretær på Dansk Center for Herregårdsforskning.
- Museumsdirektør Britta Andersen har ansvaret for den daglige ledelse.
Pressekontakt
Marie Elkjær
Museumsinspektør
+45 86 48 30 01