Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
07/04-14   -   Pressemeddelelse

Porcelæn var adelens luksus

Porcelæn var før i tiden en dyr vare, som signalerede luksus og overflod. Man havde derfor utallige smukke stel på de danske herregårde, og nu udstilles nogle af dem på Gammel Estrup - blandt andet et kinesisk stel med en ganske særlig historie.

Man kan opleve både kinesisk og dansk porcelæn, når Gammel Estrup -Herregårdsmuseet har fokus på herregårdsporcelæn. Der udstilles både stel fra Gammel Estrup og andre herregårde, og det er meningen, at udstillingen skal skifte, så man kan opleve forskellige stel og forskellige borddækninger i perioden fra påskeferien og frem til efterårsferien, hvor udstillingen er at finde på herregårdens anden sal.

"Til påske kan man opleve et kinesisk stel af ostindisk porcelæn, der tilbage i 1700-tallet blev brugt her på Gammel Estrup, og som museet netop har købt hjem sidste år. Desuden kan man se et Fauna Danica stel samt et smukt dækket påskebord med et fint 1800-talsstel og flotte blomsterdekorationer, som man forhåbentlig kan blive inspireret af, når man selv skal dække til påskegæsterne", siger museumsinspektør ved Gammel Estrup - Herregårdsmuseet Klaus Højbjerg.

Kinesisk porcelæn i russisk-dansk trekantsdrama
Det kinesiske porcelæn fra Gammel Estrup er af typen famille verte fra perioden K'ang hsi (1662-1722). Porcelænet er sandsynligvis en del af det, som tilhørte arvingen til Gammel Estrup, Christen greve Scheel, og hans hustru Eleonora Agnes Raben, da de i slutningen af 1760'erne opholdt sig ved Katharina den Stores hof i Rusland.

"Det er rigtig sjovt, fordi netop dette stel indgår i en af de mere farverige historier her fra Gammel Estrup, der involverer både en dansk greve, kejserinden af Rusland og et muligt giftmord begået i jalousi", fortæller Klaus Højbjerg med et smil.

Den unge greve Christen Scheel fra Gammel Estrup var nemlig i slutningen af 1700-tallet udset til at skulle varetage diplomatiske opgaver for den danske konge, og da han i 1771 døde pludseligt i Rusland - kun 28 år gammel, opstod der hurtigt et rygte om, at han var blevet myrdet på foranledning af Katharina den Stores elsker, grev Orlov.

Katharina satte stor pris på den smukke, unge danske greve, og Orlovs motiv skulle således have været jalousi. Christen Scheels kone, Eleonora Agnes Raben, der nu var blevet enke, måtte rejse hjem til Danmark med parrets 4 børn og et i vente. Rejsen var dyr, og for at skaffe penge solgte hun familiens fine kinesiske porcelæn. Ved afrejsen fra Sankt Petersborg indfandt Katharina den Store sig imidlertid med det bortsolgte porcelæn, som hun nu skænkede tilbage til Eleonora Agnes.

"Det, at hun gav porcelænet tilbage, kunne jo tyde på, at hun holdt af den unge danske greve, og nogle mener endda, at det skulle være en slags kompensation for grevens tabte liv, som kejserinden indirekte skulle have været skyld i", siger Klaus Højbjerg og understreger, at museet ikke har noget bevis på Katharina den Stores hensigter.

Tilbage til Gammel Estrup
Efter at porcelænet var kommet hjem til Danmark, gled det dog endnu engang ud af slægten Scheels eje, da godset blev solgt i 1926. I sommeren 2013 fik Gammel Estrup - Herregårdsmuseet for første gang i mange år muligheden for at generhverve en større del af dette porcelæn, og nu kan publikum altså for første gang se denne specielle del af herregårdens originale udstyr udstillet.

Særudstillingen Porcelæn - adelens luksus kan opleves på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet fra 12. april til 19. oktober 2014.

Billeder


Pressekontakt

Klaus Højbjerg
Museumsinspektør
  8648 3001

Firma

Gammel Estrup - Herregårdsmuseet
Randersvej 2
8963 Auning, Danmark

  +45 87 95 07 03

http://www.gammelestrup.dk/

Modtag nyheder fra Gammel Estrup - Herregårdsmuseet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater