19/09-14
-
Pressemeddelelse
Stadig få pladser til foredrag om fattige kvindfolk på landet
24. september kan man opleve Ph.d. Agnete Birger Madsens medrivende foredrag om forladte koner, ugifte mødre og deres kamp for overlevelse nær de store hovedgårde og herregårde omkring 1850. Aftenen byder på gruopvækkende og farverige historier som fortællingen om tjenestepigen Andresine, der fik fem børn med fire forskellige tjenestekarle og endte på fattiggården. Ved arrangementet serveres der kaffe og kage fra Herregårdskøkkenet.
Det er sjældent, at historikerne finder kilder forfattet af de underste lag i samfundet. Fattiggårdenes beboere og andre fattigfolk besad sjældent de fornødne evner til at nedfælde ord på skrift og derved efterlade sig kilder om deres gøren og laden. Men det er lykkedes ph.d. Agnete Birger Madsen at finde breve og bønskrifter forfattet af hendes forfader, den fattige, fraskilte spindekone Kirsten Kudsk for mere end 150 år siden.
Disse breve fortæller om en hård kamp for overlevelse i periferien af samfundet. Kirsten Kudsk skrev breve til Amtmanden i Hjørring, og disse breve vidner om den håbløshed, som var gældende for koner som Kirsten, der var blevet forladt af deres mænd. Kirsten havde intet hørt fra sin svigefulde ægtemand i tre år, da hun henvender sig til Amtmanden for at blive skilt:
"Under disse Forhold og særdeles da han senere er meget forfalden til Sviir er der intet tilbage for Børnene eller mig at haabe, jeg tillader mig derfor underdanigst at ansøge deres Højvelbaarenhed om at der i Naade maatte foranlediges Separation fra Bord og Seng mellem os", skriver hun i 1837.
Kirsten Kudsk skrev til Amtmanden ad flere gange, og det sidste brev var en bønskrivelse om at slippe for en straf på vand og brød. Hun var blevet grebet i hor. Datteren til Kirsten, Andresine, var i en årrække tjenestepige ved flere store hovedgårde og herregårde. For hver ny gård også en ny graviditet, og Andresine fødte seks uægte børn. Børnene blev sendt hjem til Kirsten, for på den måde kunne Andresine fastholde sit fæste som mejer pige og tjenestepige og derved sikre sig en indkomst. Kirsten er nærede sig som de fleste andre enlige kvinder på den tid ved at spinde. Kirsten døde i 1860, og Andresine måtte opgive sit arbejde på de store gårde og vende hjem. Andresine endte på fattiggården med sine to yngste døtre, ude af stand til at tage vare på dem og skabe sig en fornuftig indtægt.
"Agnete Birger Madsen fortæller den sjældne og tankevækkende historie om, hvordan en gruppe udstødte og forarmede kvinder overlevede i periferien af de store hovedgårde og herregårde for mere end 150 år siden. Vi har her på museet særligt fokus på herregårdens jordløse arbejderklasse disse år, og vi er derfor rigtig glade for, at være med til at fortælle de fattige landarbejderkvinders historie", siger Marie Kirstine Elkjær, der er museumsinspektør ved Gammel Estrup -Herregårdsmuseet.
Foredraget finder sted kl. 19 i Riddersalen på Gammel Estrup -Herregårdsmuseet og varer et par timer med kaffe og kage fra Herregårdskøkkenet i pausen. Arrangementet er det første foredrag i en række på tre om herregårdens jordløse arbejderklasse. Det koster 125 kroner at deltage inklusive kaffe og kage. Ønsker man at se flere foredrag koster det 100 kroner pr. foredrag inklusiv kaffe og kage. Læs mere om hele foredragsrækken på www.gammelestrup.dk.
Pressekontakt
Marie Elkjær
Museumsinspektør
+45 86 48 30 01