26/03-15
-
Pressemeddelelse
Region Midtjylland støtter kulturprojekt om regionens herregårde med 900.000 kr.
Dansk Center for Herregårdsforskning har modtaget en ny bevilling til et projekt, der sætter fokus på herregårdenes historiske rolle som kulturbærere mellem det regionale og det internationale. I kraft af de nye midler fra Region Midtjylland vil projektet Herregårdene - Porten til Europa, der gennemføres i tæt samarbejde med Aarhus 2017, bidrage til at aktualisere regionens kulturarv som en åbenlys ressource for kulturturisme og regional udvikling. Projektet afsluttes i 2017, og det rummer blandt andet aktiviteter som digital formidling af alle regionens herregårde fra Grenå til Ringkøbing Fjord, besøgstilbud og publikumsarrangementer på udvalgte herregårde, publikationer og internationale konferencer.
I samarbejde med en række museer og kulturinstitutioner i regionen vil Dansk Center for Herregårdsforskning synliggøre herregårdenes kulturlandskab og deres historiske betydning for regionens udvikling fra øst til vest. Projektets ambition er at præsentere en sammenhængende historie på europæisk, nationalt og regionalt niveau, og der vil blive iværksat initiativer og aktiviteter på alle tre planer.
"Vi har nu fået en enestående mulighed for at knytte den europæiske herregårdshistorie sammen med kulturarven her i Region Midtjylland. Lokalt var herregårdene økonomiske og kulturelle kraftcentre, som fortsat præger vores kulturlandskab, og samtidig var de tæt integreret i internationale netværk. Vi ser meget frem til at samarbejde med museer og kulturinstitutioner både i regionen og i Europa om at bringe denne historie frem i lyset for regionens borgere og tilrejsende turister", fortæller bestyrelsesformand ved Dansk Center for Herregårdsforskning Britta Andersen.
Region Midtjylland som herregårdslandskab
Projektet Herregårdene - Porten til Europa vil de kommende år gennemføre en række forskningsmæssige og formidlingsmæssige initiativer, som vil belyse Region Midtjylland som et herregårdslandskab. Når projektet er afsluttet, vil historien om de enkelte herregårde været blevet tilgængelige på hjemmesider eller via en app på telefonen. I 2017 udgives en bog om herregårdenes europæiske forbindelser, der afholdes en international konference om europæisk herregårdskultur, og regionens borgere og turister kan deltage i en række spændende publikumsarrangementer på udvalgte herregårde.
"Region Midtjylland har ganske særligt gode forudsætninger for at illustrere den store variation blandt danske herregårde. Fra de gode jorder på Djursland, hvor herregårdene ligger tæt, til det åbne landskab i Vestjylland, hvor herregårdene er færre. Alle steder gælder det dog, at herregårdene har spillet en fremtrædende historisk rolle og sat sig vigtige spor i landskabet", siger Mikael Frausing, som er projektmedarbejder ved Dansk Center for Herregårdsforskning. Han fortsætter: "Både dengang og nu var regionens herregårde ofte langt fra magtens centrum, men ikke desto mindre finder man iøjnefaldende og overraskende eksempler på tætte kontakter mellem lokalområdet og den europæiske udvikling. Med dette projekt har vi virkelig mulighed for at vise, hvordan europæiske impulser har præget kulturarven både i fortid og nutid".
Samarbejde om kulturarven
Museerne Holstebro Museum, Lemvig Museum, Viborg Museum, Museum Østjylland, Silkeborg Kulturhistoriske Museum, Museum Midtjylland, Ringkøbing-Skjern Museum, Odder Museum (under Moesgaard Museum) samt Rigsarkivet i Viborg er alle samarbejdspartnere for projektet og bidrager med deres store viden om regionens lokalområder og lokale herregårde.
Foruden bevillingen fra Region Midtjylland har Dansk Center for Herregårdsforskning modtaget støtte fra Aarhus 2017 til projektet, som altså ligeledes er med til at muliggøre, at der nu kan sættes fokus på en levende kulturarv - også uden for storbyerne.
Pressekontakt
Marie Elkjær
Museumsinspektør
+45 86 48 30 01