Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
28/04-15   -   Pressemeddelelse

På Mors Dag bliver Gammel Estrup til Kvindernes Herregård

I anledning af 100-årsjubilæet for den kvindelige valgret forvandles Gammel Estrup - Herregårdsmuseet til kvindernes herregård på Mors Dag den 10. maj. Her kan man se, hvordan tidligere tiders fine adelsfrøkener fik sat højt hår, man kan nyde kage fra kagebordet og Herregårdskøkkenet, opleve ballet og korsang og høre de barske og spændende kvindeskæbner fra Gammel Estrups historie

I anledning af 100-året for indførelsen af den kvindelige valgret, iscenesættes kvindeliv gennem tiderne i herregårdens elegante gemakker og sparsomt indrettede pigekamre:

"Nok blev kvinder først regnet som ligeværdige medborgere i politisk øjemed efter 1915, men Gammel Estrups lange historie bugner af handlekraftige husjomfruer og markante enkegrevinder, der både besad magt og klogskab i deres håndtering af godsets anliggender i tidligere tiders stærkt patriarkalske samfund. Og det er alle herregårdens kvindeskæbner - lige fra den simple malkepige til fine adelsfrøkener, som arrangementet sætter fokus på", forklarer museumsformidler Helle Ingerslev Kristensen, der står for Mors Dag-arrangementet.

Store frisurer og et kig under skørterne
Smukke frisurer har altid fascineret, og Grevindens Gemakker på Gammel Estrup danner de perfekte rammer, når højt hår og kunstfærdige lokker sættes af Akademiet for Historiske Frisurer. Den franske dronning Marie Antoinette var kendt for at have store og prangende frisurer blandt andet med et skib på toppen:

"I Frankrig sagde man i slutningen af 1700-tallet, at den franske flådes dyreste skibe sad i håret på Marie Antoinette, og Akademiet for Historiske Frisurer vil forsøge at genskabe den overdådige frisure med en model af et sejlskib øverst", siger Helle Ingerslev Kristensen og fortæller, at der også vil være en 'omvendt striptease', hvor museets formidlere fortæller om modens udvikling, mens en person klædes på med korset, hoftepuder og underskørter, som de fine adelsfrøkener bar under de store rober.

Dagen vil endvidere byde på en balletopvisning med balletpigerne fra Randers Balletskole. "Balletten hylder som kunstart den florlette, disciplinerede kvindeskikkelse - et skønhedsideal, som dominerede omkring år 1900", forklarer Helle Ingerslev Kristensen og fortæller, at dagen også byder på et indbydende kagebord med luftige marengskys og lækre 'venusbryster' i kaffestuen i Grønne Sal, og travlhed i Herregårdskøkkenet, hvor man kan hilse på køkkenjomfruerne, der arbejder hårdt ved brændekomfuret med at få bagt de mange kager.

På sporet af herregårdens kvinder
På Mors Dag åbner også museets nye særudstilling På sporet af herregårdens kvinder. Her fortælles historien om herregårdens kvinder, høj som lav, med udgangspunkt i fruerne på Gammel Estrup og deres tjenestepiger. Hele vejen gennem herskabets fornemme sale og gemakker og tjenestefolkenes mere ydmyge værelser, er der sat spot på kvinderne, hvis skæbner hver for sig er et billede på kvinderoller i deres tid og miljø. Med Grundloven af 1915 blev demokratiet udvidet betydeligt, da både kvinder og tjenestefolk fik fuld valgret. For Gammel Estrup er 'Kvindernes Herregård' en mulighed for at fortælle om herregårdens kvinder, som ikke har været genstand for stor opmærksomhed tidligere, siger Helle Ingerslev Kristensen om udstillingen, der løber til og med efterårsferien 2015.

Mors Dag på Gammel Estrup løber af stablen 10. maj kl. 10-17. Entre til museet er 90 kr - børn under 18 år er gratis. Billetten gælder også til nabomuseet Dansk Landbrugsmuseum.

Pressekontakt

Marie Elkjær
Museumsinspektør
  +45 86 48 30 01

Firma

Gammel Estrup - Herregårdsmuseet
Randersvej 2
8963 Auning, Danmark

  +45 87 95 07 03

http://www.gammelestrup.dk/

Modtag nyheder fra Gammel Estrup - Herregårdsmuseet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater