17/06-15
-
Pressemeddelelse
Gammel Estrup har fokus på skovarbejderliv i sommerferien
Gammel Estrup - Herregårdsmuseet sætter i sommerferien fokus på, hvordan herregårdenes mange jordløse arbejdere førhen anvendte træ til fremstilling af redskaber, husgeråd og legetøj. Man kan hele sommeren besøge skovarbejderens hus, og alle børn kan prøve kræfter med savbuk og snittebænk og være med til at lave deres egne sværd og træmænd i snitteværkstedet i Herregårdshaven.
Arbejderne på landet og i skoven før i tiden havde ikke mange penge, og det var en sjældenhed, at man havde ting, som var købt i en butik. Man lavede de fleste ting og brugsgenstande selv, mens de voksne fremstillede redskaber til brug i arbejdet og husholdningen, lavede børnene legetøj. Populært legetøj hos drengene var våben, mens pigerne måske havde en kludedukke. Både drenge og piger var dygtige til at betjene en kniv, og skovarbejderbørnene kunne snitte hele bondegårde med køer, indhegninger i træ og træmænd i bedste Emil fra Lønneberg stil.
"Stort set alle gårde og husmandssteder havde tilknyttet et huggehus, hvor man kunne lave forskellige brugsgenstande af træ og for eksempel lave nye tænder på river, sætte nyt skaft på koste, slibe sin le og snitte sig en ny ske", siger Helle Ingerslev Kristensen, der er museumsformidler på herregården, og fortsætter: "Særligt de skovarbejdere som boede i de store herregårdsskove anvendte skovens egne ressourcer, og de skovarbejdere som boede i Lunden ved Gammel Estrup lavede også fine træskærearbejder. I museets samling kan man blandt andet finde en smuk trææske, som en af skovarbejderne i Lunden har lavet til frimærker", fortæller hun.
Skovarbejderhus og snitteværksted i Herregårdshaven
Hele sommerferien har Gammel Estrup - Herregårdsmuseet fokus på at fortælle historien om skovarbejdernes liv og arbejde. Man kan derfor alle dage besøge skovarbejderhuset, der er indrettet som i 1930, hvor der boede en skovarbejderfamilie på fem i det lille hus. Og hvis man er heldig, er huset bemandet med museets frivillige, der har kaffe på kanden og er klar til en snak om skovarbejderliv i gamle dage. Hele sommerferien er der desuden historisk snitteværksted i Orangeriet i herregårdshaven, hvor børn kan prøve kræfter med både savbuk og snittebænk og lave legetøj som i gamle dage.
"I det historiske snitteværksted laver vi ting af træ helt uden brug af skruemaskine og andre elektriske redskaber, alting foregår som når børn og voksne arbejdede i træ ved indgangen til det forrige århundrede. Man finder selv det stykke træ, som man har lyst til at forarbejde i bunken med blødt asketræ og farverigt fyrretræ, og så kan man save sit træstykke mindre med den gamle båndsav på savbukken, inden det snittes til for eksempel et drabeligt sværd eller en vandrestok ved snittebænken eller en hueklædt bondemand med snittekniven. Til sidst skal man pudse sit træ med sandpapir, inden man dekorerer det ved at brænde i det eller ved at male ansigt på sin træmand", forklarer Helle Ingerslev Kristensen.
Der er skovarbejderaktiviteter ved Gammel Estrup alle dage i skolernes sommerferie kl 11-16.
Skovarbejder på egen krop
Hvis man ikke kan få nok af livet i skoven, så tilbyder Gammel Estrup i løbet af sommeren, at familier kan bo og overnatte i det lille skovarbejderhus i Lunden. Som feriefamilie i huset skal man i en hel weekend leve uden strøm og rindende vand. Man skal selv hugge brænde, tænde op og lave mad på brændekomfuret.
Pressekontakt
Marie Elkjær
Museumsinspektør
+45 86 48 30 01