25/08-15
-
Pressemeddelelse
Smag på kulturarven i herregårdsskoven
Som noget nyt kan man i år fejre Naturens Dag på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet. I museets Skovarbejderhus i Lunden kan man smage og opleve, hvordan herregårdsskoven gennem århundreder fungerede som spisekammer for områdets beboere.
På Naturens Dag den 13. september kan man opleve kulturarven gennem smagsløgene, når grønne råvarer fra herregårdsskoven plukkes, indsamles og tilberedes over åben ild ved Skovarbejderhuset.
"I starten af forrige århundrede var det endnu almindeligt at herregårdens ansatte fik fri en dag efter høst, hvor de kunne plukke nødder i herregårdens skovarealer. Dagen blev kaldt nøddedag, og de ansatte måtte plukke så mange nødder, de ville, blot de afleverede en vis andel til skovfogeden. Nogle husmandskoner gjorde en hel forretning ud af at plukke nødder eller bær i herregårdsskoven og sælge dem på marked", fortæller cand.mag. og museumsformidler Helle Ingerslev Kristensen, der på dagen vil fortælle om benyttelsen af ressourcerne i herregårdsskovene i historisk perspektiv.
Herregårdsskoven som spisekammer
Bog, agern, birkeblade, brændenælder og brombær er bare eksempler på de mange velsmagende og vitaminrige råvarer, som findes i herregårdsskoven på denne tid af året. Gammel Estrup - Herregårdsmuseet ønsker med afholdelsen af Naturens Dag ved Skovarbejderhuset at sætte fokus på de mangfoldige fødevareressourcer i naturen omkring herregården, som i umindelige tider er blevet udnyttet af beboerne i herregårdsskovenes periferi. "Med arrangementet vil vi også fortælle historien om de mange mennesker som boede i og levede af herregårdsskoven førhen. Skovarbejdere, nøddeplukkere og de gamle brændesamlere med et risknippel på ryggen repræsenterer et helt andet nytteorienteret, fortidigt syn på skovene end det fokus på skovens æstetik, som mange mennesker måske har i dag", tilføjer Helle Ingerslev Kristensen
Engang var det tvingende nødvendigt at samle skovsyre i starten af foråret for at få dækket sit ernæringsbehov, i dag er indsamling af spændende, spiselige planter en måde at vække sanserne på og forankre naturoplevelser for store såvel som små. Naturens spisekammer er ved at blive genopdaget i det moderne nordiske køkken, og Gammel Estrup - Herregårdsmuseet sætter på Naturens Dag denne genopdagelse af skovens spisekammer ind i en historisk kontekst.
Bål og brændenældepandekager
Arrangementet finder sted fra kl. 10:30 til 13:00, og det er gratis at deltage. På dagen bliver der tændt bål på pladsen ved Skovarbejderhuset, og publikum kan bl.a. smage ristede bog og brændenældepandekager. Man kan også kigge indenfor i Skovarbejderhuset, hvor der bliver tændt op i brændekomfuret og brygget kaffe på den gamle Madam Blå.
Parkering kan foregå på vigepladsen ved Randersvej ca. 300 m. øst for Skovarbejderhuset. Parkerer man på parkeringspladsen ved museerne på Gammel Estrup, har man mulighed for at følge Sporet ved Gammel Estrup, der er en vandrerute, der passerer en række kulturhistoriske mindesmærker og spor i Lunden - herunder Skovarbejderhuset.
Arrangementet er en del af Naturens Dag, hvor Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening og en række lokalforeninger, kommuner, naturvejledere, kulturelle institutioner m.v. åbner naturen i hele landet for besøgende.
Pressekontakt
Helle Ingerslev Kristensen
Museumsformidler
8648 3001