14/03-16
-
Pressemeddelelse
Gammel Estrup - Herregårdsmuseet søger naturelskende frivillige
Brænder du for naturen og den levende kulturhistorie, og har du lyst til at skabe værdi for andre mennesker? Så har du nu mulighed for at melde dig som frivillig og bidrage til formidling og pleje af et af Danmarks rigeste kulturlandskaber.
På Gammel Estrup - Herregårdsmuseet findes Danmarks hyggeligste frivillignetværk, og dette forår udvides det med en særlig gruppe af frivillige, der interesserer sig for naturen omkring os. Så brænder du for vild mad, skovdrift eller noget helt tredje i naturen, så skynd dig at kontakt museet.
Formidling, vedligeholdelse og vandreture
"Herregårdslandskaberne hører til blandt vores meget betydningsfulde danske kulturværdier, og naturen her og dens kulturarv tilhører os alle.
Derfor vil museet gerne involvere lokale og andre som er interesserede i naturen og formidlingen af denne i et stærkt netværk af frivillige aktører.
Der er både brug for personer, som ønsker fx at stå for guidede vandreture og formidling af spændende historiske elementer i herregårdens kulturmiljø. Og der er også brug for hjælp til vedligeholdelse af stisystemer, opbygning af udendørs formidlingsstationer og pleje af områder i herregårdslandskabet, der fortæller en særlig vigtig historie", forklarer museumsformidler Helle Ingerslev Kristensen, der er tovholder på formidlingen af herregårdens kulturmiljø.
Det er et særligt sigte med frivilliggruppen at skabe en meningsfuld og aktiverende kulturhistorisk naturformidling for børn og unge, og derfor er det også en fordel, hvis man har lyst til og mod på at fortælle børn om naturen i naturen og gerne vil være med til at gøre naturen tilgængelig for alle. Museet sørger for oplæringen af de frivillige.
Alle kan være med
Museet søger frivillige i alle aldre og køn, og man behøver ikke at have nogen særlige forudsætninger for at være med. Deltagelse i den nye frivilliggruppe kræver blot, at man har lyst til at arbejde med historien om naturen omkring herregårdene og er indstillet på at lægge nogle timer i enten formidlings- og publikumsaktiviteter eller i det praktiske arbejde omkring fx anlægning og pasning af stier og formidlingsstationer, samt vedligeholdelse og tilsyn med kulturmiljøet omkring Gammel Estrup.
Naturen omkring herregården Gammel Estrup er unik, men den har brug for en hjælpende hånd i form af frivillige, der har lyst til at vedligeholde, pleje og formidle området. Målet er, at alle i lokalsamfundet skal have udbytte af det særegne kulturmiljø, der omgiver herregården, og at brugerne af naturen kommer til at spille en vigtig rolle i dens vedligeholdelse og formidling. Den nye natur-frivilliggruppe på Gammel Estrup forventes at starte op i april 2016.
Pressekontakt
Helle Ingerslev Kristensen
Museumsformidler
8648 3001
Marie Elkjær
Museumsinspektør
+45 86 48 30 01