28/02-13
-
Pressemeddelelse
Iværksætter Mikkel Fabricius fra Købstaden savner et iværksætter-mindset på Universiteterne
Gate to Create mødte iværksætteren Mikkel Fabricius fra Købstaden, Danmarks online stormagasin, til en snak om hans syn på iværksætteri på skoleskemaet og i virkeligheden og drømmen om ikke at ende som en grå kontormus.
Du har en lang videregående uddannelse - hvorfor blev du ikke konsulent?
I min familie og omgangskreds har der aldrig været meget tradition for at gå den selvstændige vej. Tanken om at være iværksætter har derfor aldrig rigtig strejfet mig. Jeg gik uddannelsens vej og var da også overbevist om at jeg skulle ende med et kontorjob som de fleste andre CBS'ere. Men i al min tid på CBS følte jeg aldrig helt at jeg passede ind. Jeg havde aldrig en passion for corporate business, og ting som CV, karakterer, jobtitler, prestige og høje lønsatser sagde mig mildest talt intet og jeg følte en enorm mangel på motivation. I mine forskellige studiejobs fandt jeg aldrig inspiration, men faktisk det modsatte og jeg husker at jeg frygtede for den dag jeg selv skulle sidde på et kontor.
Mit første møde med iværksætteri var for omkring 2 år siden da min daværende roommate spurgte om jeg ville være en del af et projekt, om at bruge studerende som konsulenter, han bryggede på. Vi blev overhalet indenom af andre iværksættere der var først til markedet og projektet gik i sig selv. Men jeg havde klart ændret mit syn på iværksætteri og har været bidt af det lige siden.
Hvordan synes du cand.merc(MIB) har været behjælpelig for dig som iværksætter?
En god uddannelse er altid en god faglig ballast. Jeg har været enormt glad for min MIB uddannelse, som jeg kun kan anbefale på det varmeste. Det har givet mig en masse værktøjer og teoretisk forståelse, som jeg ville ønske jeg kunne have anvendt bedre i praksis i min tid som studerende. I min optik er CBS alt for teoretisk. Holdningen er, at man selv er ansvarlig for den praktiske læring, som kommer fra et relevant studiejob, men jeg må indrømme at det er de færreste studiejobs hvor man får mulighed for at anvende noget af al den teoretiske læring som uddannelsesinstitutionerne er bygget op omkring. Det er en skam, for det betyder at alt for meget viden går tabt - det er i hvert fald min erfaring. Derfor ville jeg ønske at jeg havde kastet mig ud i iværksætteri langt før jeg gjorde. Det havde givet mig et endnu større udbytte af min uddannelse.
Hvordan opstod ideen til Købstaden?
Ideen til Købstaden kom ganske tilfældigt. Jeg har altid interesseret mig enormt meget for handel og købmandsskab, og jeg elskede at granske internettet for gode tilbud og spændende varer. Stort set hele min lejlighed består af spændende møbler jeg har klunset mig til på Den Blå Avis eller har fundet mærkelige steder på internettet. Når jeg var træt af at spille med mit golfsæt solgte jeg det dyrere end jeg havde købt det og købte et nyt for mindre end jeg vidste det var værd. Jeg har solgt ting for et hav af venner og familiemedlemmer og på et tidspunkt slog det mig at der måske kunne være en forretning i det. Det blev til en forretningsplan om køb og salg af varer fra ebay, Amazon og andre handelsplatforme, indtil min ven spurgte hvorfor vi ikke bare lavede en dansk Amazon. Jeg synes det lød som en vanvittig idé, men så et klart behov for det - ikke mindst fordi vi selv så brændende savnede et samlingspunkt for dansk e-handel som var så fragmenteret et marked. Så vi besluttede os for at "kradse hvor det klør" og begav os i kast med research og inden vi vidste af det havde vi skabt et super team af engagerede og knalddygtige folk der delte vores passion. Og så var Købstaden født.
Hvad har været det bedste ved den rejse du har været på med Købstaden?
Det klart bedste ved mit arbejde er den læring jeg oplever - både professionelt og personligt. Efter blot 1 år på Købstaden føler jeg at jeg har lært mere end jeg har i mine 18 år som studerende. Hvad end fremtiden byder af succes eller fiasko har jeg fået så enormt meget ud af min tid her og det er en betryggende tanke i de svære tider.
Hvad er den største fejl du har begået?
Puha, alle begår fejl, det er bare at lære af sine fejl og så komme videre. Vi har lavet utallige fejl, både ved at underestimere og overvurdere eller bare træde helt ved siden af. Hvis jeg skal sætte fingeren på noget specifikt er det nok tendensen til at overtænke alt i begyndelsen. Lange forretningsplaner der aldrig bliver mere end ord på papir, flotte grafer der er baseret på tal man intet ved om, dyre visitkort og flyers med navne og numre der har ændret sig inden de bliver taget i brug osv. På den anden side kan man jo ikke lade være og det er også en del af den læringsproces der hører med.
Beskriv en god iværksætter?
I dag er iværksætteri på alles læber. Vi læser om alverdens succeshistorier og tænker "gid jeg havde fået den idé", men det kræver meget mere end blot en idé. Uanset hvad man beskæftiger sig med er det svært at få succes og det kræver benhårdt arbejde. Særligt skal man huske på at de fleste iværksættere løber panden mod muren i de første forsøg. At rejse sig fra støvet og starte forfra efter måske års arbejde kræver virkelig mod og vedholdenhed, og det kendetegner en god iværksætter.
Hvem er du inspireret af?
Jeg finder inspiration mange steder fra. Både af kollegaer, konkurrenter eller blot fra familie og venner. Jeg kan godt lide folk der siger tingene som de er og samtidig kan udvide min horisont. Hvis jeg skal pege på nogle specifikke vil det for eksempel være Timothy Ferriss, Guy Kawasaki, Eric Ries og Jason Fried.
Hvad er det bedste råd du har fået i iværksætteri regi
Ligesom spørgsmålet om inspiration, er det svært at finde ét specifikt råd der har gjort forskellen. Jeg har læst mange gode (og dårlige) bøger om forretning og iværksætteri og jeg synes at bogen "Rework" af Jason Fried var en kæmpe øjenåbner på mange områder. For mig var det som om den tog alle de vigtige pointer fra andre bøger, samlede dem og kogte dem sammen til en brugbar og letlæselig bog. For mig er det nærmeste en iværksætter bibel i Pixibogs-format. Jason har en fantastisk evne til at gøre op med de mange tomme iværksætter floskler vi smider omkring os i daglig tale og kalde tingene hvad de er. Jeg læste den på en aften og har anbefalet den til alle efterfølgende.
Hvis du skulle give tre råd videre til nyuddannede universitetsstuderende med en interesse for iværksættere, hvad skulle det så være?
1) Kom i gang
Du har hørt det før, men du venter stadig på den gyldne idé. Mens du venter, så kast dig ud i noget andet - en dårlig idé måske. Så mister du heller ikke gejsten når du finder ud af at det ikke fungerer. Det vigtigste er at komme i gang. Det er først der du begynder at lære. Dit netværk udvides, du bliver klogere, du bliver bedre og du får styr på de mange dagligdags ting som hører med i al forretning uanset branche, herunder bogføring, momsindberetning, virksomhedsstruktur, markedsføring, salg etc. Så er du klar til når den gode idé endelig kommer.
2) Netværk og samarbejde
Ideer og viden kommer sjældent mens du sidder for dig selv i dine forældres kælder. Magi opstår når forskellige personer mødes og deler viden og erfaringer. Så prisen for et kontorfællesskab er muligvis højere end i dine forældres kælder, men det er udbyttet også.
3) Lyt til stjernekokkene
Når man er ny iværksætter har man tendens til at forsøge at please alle. Det er opskriften på en dårlig forretning, ligesom en restaurant som har 200 hovedretter. Jo simplere dit produkt er, jo bedre. Så husk at fokusere på hvor du kan gøre en forskel. Et simpelt produkt er lettere at perfektionere, sjovere at arbejde med, lettere at sælge og giver mindre hovedpine.
Skrevet af Brian Langarica Nielsen
Relevant information
http://gatetocreate.dk/ivaerksaetter-mikkel-f
Firma
Gate to Create
Porcelænshaven 26, 1. sal
2000 Frederiksberg,
Danmark
+45 31 43 03 31
+45 31 43 03 31
http://gatetocreate.dk/