28/03-11
-
Pressemeddelelse
Gentofte spørger borgerne om tryghed i trafikken
Gentofte Kommune går i disse dage i gang med en undersøgelse af trafiksikkerheden. Første del af analysen går i gang i dag, hvor ca. 12.000 skoleelever og deres forældre bliver bedt om at udfylde et spørgeskema om deres færden i trafikken. I maj får samtlige borgere muligheden for at være med.
Kommunalbestyrelsen har som et af sine mål for 2011, at "trafiksikkerheden skal øges, og at antallet af tilskadekomne i trafikken skal falde 6% om året". For at nå det mål, har Teknik- og Miljøudvalget i november 2010 besluttet at udarbejde en trafiksikkerhedsplan. Et af de vigtigste led i den plan er udarbejdelsen af en trafik-tryghedsanalyse blandt kommunens borgere.
Formand for Teknik- og Miljøudvalget Lisbeth Winther (K) siger: "Vi ønsker at høre alle borgere om trafiksikkerheden i Gentofte, men da alle veje i Gentofte i princippet er skoleveje, er det helt oplagt, at vi begynder med at høre de børn og forældre, der færdes på dem til og fra skole hver dag."
Børnene fra 0.-3. klasse skal udfylde det elektroniske spørgeskema sammen med deres forældre, mens elever i 4. -10. og deres forældre bliver bedt om at besvare det hver for sig.
Derfor spørger vi borgerne
Ved bl.a. at spørge borgene om, hvor de føler sig utrygge, når de færdes i trafikken, håber kommunen at få indblik i de steder, veje og kryds, hvor borgerne har haft utrygge oplevelser.
Formand for Teknik- og Miljøudvalget Lisbeth Winther (K) siger: "Det handler i høj grad om, at vi skal bruge de midler, vi sætter af til trafiksikkerhedsarbejdet bedst muligt. Sammen med de ulykkesstatistikker, vi får fra politiet, og de observationer vi selv gør, regner vi med, at de to nye analyser, kan give os et mere fuldendt billede af, hvor vi bør sætte ind for at styrke sikkerheden på kommunens veje endnu mere."
Kommunen har løbende arbejdet med at styrke trafiksikkerheden. Bl.a. er samtlige skoleveje blevet forbedret og sikret i forbindelse med SKUB-byggerierne på kommunens skoler, og alle skoler har deres egen trafikpolitik. Trafiksikkerhedsundersøgelsen kan derfor også benyttes af skolerne i deres eget arbejde med trafiksikkerhed.
Fakta om trafiksikkerhedsplanen
- Planen er et resultat af Trafikpolitikken som blev vedtaget i marts 2009. Her er der udpeget fire indsatsområder hastighed, parkering, bløde trafikanter og forbedret adfærd.
- Når alle data er samlet og analyseret skal trafiksikkerhedsplanen fremlægges for politikerne og i høring blandt borgerne. Dette forventes at ske i efterår/vinter 2011.
- Trafiksikkerhedsplanen vil årligt blive omsat til konkrete handleplaner med mål og prioriterede indsatser.
Kontaktinformation:
Formand for Teknik- og Miljøudvalget Lisbeth Winther, mobil 22 99 73 37, mail lwi@gentofte.dk
Teknisk direktør Trine L. Holmberg, telefon 39 98 80 01
Kommunikationschef Mie Gudmundsson, telefon, 39 98 34 01/ mobil 29 38 25 01, mail mieg@gentofte.dk
Relevant information
http://www.gentofte.dk
Firma
Gentofte Kommune
Bernstorffsvej 161
2920 Charlottenlund,
Danmark
39 98 30 35
29 37 94 87
http://www.gentofte.dk