16/09-13
-
Pressemeddelelse
Mindre vand og mere sol i Gentofte Kommune
Gentofte Kommunes grønne regnskab for 2012 er netop opgjort, og det viser, at kommunens mange grønne tiltag bærer frugt - også på bundlinjen. 2012 var blandt andet året, hvor rådhuset fik etableret solceller på taget, 283 borger fik op til 23.000 kr. for at nedsive deres regnvand, og endnu flere involverede sig som klimaambassadører.
Regnskabet viser kommunens forbrug af varme, el og vand og samler samtidigt alle kommunens grønne tiltag for året, der er gået. I regnskabet for 2012 kan du blandt andet læse om:
283 borgere klarer selv regnvandet
Siden 2011har kommunen afholdt borgermøder, hvor borgerne kan få rådgivning om, hvordan de kan være med til at sikre borgerne og kommunens værdier mod de øgede mænger af regnvand, som vi oplever på grund af klimaændringerne. Én indsats handler om, at borgerne selv sørger for at nedsive minimum 50 % af regnvandet på deres egen grund i en faskine eller i et regnvandsbed. Derved skånes den fælles kloak og grundejerne kan få op til 23.000 kr. tilbage af kloaktilslutningsbidraget. Det valgte hele 283 borgere at gøre i 2012.
Sol på rådhuset
I 2012 kom der solceller på taget af rådhusets sydfløj. Solcellerne producerer strøm svarende til 8 husstandes strømforbrug. Projektet er udført samtidig med, at ventilation og køleanlæg på hele rådhusets sydfløj er blevet optimeret. Den samlede årlige besparelse er beregnet til 135.000 kr.
Succes med lokale ambassadører
Gentofte Kommune har 17 klimaambassadører fordelt rundt i kommunen. I 2012 fik bydelen Vangede og Hellerup Skole så deres egne klimaambassadører, der sørger for at informere hhv. naboer, kolleger og elever om, hvordan de kan spare på vand, el, varme og eksempelvis papir. Dermed bidrager de til at skåne miljøet omkring dem. De lokale ambassadører er et stort hit og skaber flotte resultater. På Hellerup skole har man minimeret brugen af papir til print, og skolen er nu den, som printer mindst i kommunen.
- Borgernes deltagelse i kommunens grønne planer og initiativer vokser år for år, og det ser jeg som et tegn på, at borgerne kan se værdien af vores indsatser. Klima og miljø er et fælles anliggende, så jeg er glad for borgernes opbakning og engagement, siger Lisbeth Winther, formand for kommunens Teknik- og Miljøudvalg.
Læs om klimaambassadørerne og om hvordan du også kan få penge for dit regnvand på www.gentofte.dk/grøntregnskab2012.
Kontaktinformation:
Lisbeth Winther, formand for Teknik- og Miljøudvalget, lwi@gentofte.dk, tlf. 22 99 73 37
Natur- og Miljøchef Christian Madsen, CHM@gentofte.dk, tlf. 39 98 85 63
Kommunikationskonsulent Charlotte Laursen, CALU@gentofte.dk, tlf. 39 98 30 39
Relevant information
http://www.gentofte.dk
Firma
Gentofte Kommune
Bernstorffsvej 161
2920 Charlottenlund,
Danmark
39 98 30 35
29 37 94 87
http://www.gentofte.dk