22/10-13
      
        -  
              Pressemeddelelse
      
      
Gentoftes nye genbrugsstation åbner
            
              Gentoftes nye genbrugsstation indvies med et flot arrangement for alle borgere lørdag den 26. oktober. Det fejres, at en ny, moderne og fremtidssikret genbrugsstation nu tager imod borgernes affald.
        
            Borgmester Hans Toft glæder sig over den nye genbrugsstation: "Med høje krav til pladsens serviceniveau, miljø og økonomi er den nye genbrugsstation med til at værne om miljøet. Og så er genbrugsstationen indrettet, så det bliver lettere at komme af med affaldet - for både borgerne og miljøets skyld." 
Lettere sortering
Genbrugsstationen gør det lettere at sortere i mange forskellige typer affald. Det betyder, at ressourcerne i affaldet kan udnyttes effektivt. Et helt nyt skiltekoncept gør, at man let kan finde rundt på pladsen, når man skal sortere. Derudover er næsten alle containere sænket, så man kan kaste affaldet ned i containerne og dermed undgår at skulle løfte tunge effekter. 
Logistikken er også blevet bedre, idet lastbilerne kører for sig selv i et yderspor og henter containere herfra, mens man som borger kører i et inderspor og dermed ikke bliver generet af lastbilerne. 
Mere genbrug
Den nye genbrugsstation indeholder også et genbrugshus, hvor man kan aflevere effekter af så god en kvalitet, at det kan sælges i en genbrugsbutik. Nextjob, som er et socialt tilbud i Gentofte Kommune, der blandt andet arbejder med psykisk sårbare, står for modtagelsen af effekterne. Indtjeningen ved salget i genbrugsbutikkerne går ubeskåret til Nextjob og genbrugshuset og er dermed til gavn for både miljø og samfund. 
Vær med til at fejre den nye genbrugsstation
Alle er velkomne til at være med til at indvie den nye genbrugsstation på Ørnegårdsvej 15 lørdag den 26. oktober 2013 fra kl. 10 - 13. Der vil være musik, kaffe og kage samt pølser og sodavand. Borgmester Hans Toft holder tale kl.12. Der vil være mulighed for at bytte sine gamle batterier og andet farligt affald til en smuk blomst. Der vil også være masser af sjov for børn både på genbrugspladsen og i det nye formidlingslokale - bl.a. konkurrencer, historier om genbrug, tegne- og maleværksted og udstilling af skrammelkunst lavet af 4.-6. klasser fra Skovshoved Skole. Kl. 12.30 er der skattejagt.
      
      
      
              
          
          Pressekontakt
          
                                    
                          
              Hans Toft
                              Borgmester
                                              3998 0001
                                        
                                    
                          
              Marianne Grundsøe
                              Kommunikationschef
                                              3998 3401
                                        
                                    
                          
              Ulla Dreechen
                              Sektionsleder af Affald og Genbrug
                                              3998 8191
                                        
                   
      
      
        
        Firma
        
        Gentofte Kommune
        Bernstorffsvej 161
        2920 Charlottenlund,
                  Danmark
        
        
                  
  39 98 30 35 
                          
  29 37 94 87
        
                  
          
http://www.gentofte.dk