19/11-13
      
        -  
              Pressemeddelelse
      
      
Skoleelever hjælper virksomheder med innovation
            
              Elever i 6.-9. klasse på Skovgårdsskolen i Gentofte Kommune vil på to døgn hjælpe kendte virksomheder med alt fra pension og sundhed til øget beskæftigelse og børnekultur.
        
            Hvordan får man flere af landets unge til at interessere sig for økonomi og pension? Hvordan får man unge til at sige nej til stoffer? Og hvordan knytter man bedst landets arbejdsløse sammen med virksomhedernes behov for vækst? 
Sådan lyder et udpluk af de opgaver, som elever fra Skovgårdsskolen i Gentofte skal løse, når skolen omdannes til innovationscamp den 20.-22. november. 
Opgaverne er stillet af virksomheder såsom DONG Energy, Danske Bank og TDC, der alle har det til fælles, at de ønsker elevernes input til at løse deres udfordringer. 
Intenst forløb
- Med innovationscampen får vores elever chancen for at bruge al deres kreativitet og faglighed til at løse nogle meget konkrete og væsentlige problemstillinger på tværs af alder og klassetrin. Det er samtidig et format, der kræver, at eleverne kan samarbejde og bringer hver enkelt elevs potentialer i spil, hvis opgaven skal løses optimalt, siger udskolingsleder på Skovgårdsskolen, Annemette Laurberg Jensen. 
Startskuddet lyder onsdag morgen, når de 300 elever, der er fordelt i 13 grupper, mødes med de enkelte virksomheder. Bagefter skal eleverne arbejde intenst i to døgn og undervejs forberede deres endelige præsentation, der fremlægges fredag eftermiddag i Skovgårdsskolens hal. Det sker foran virksomheder, forældre og Gentoftes borgmester, Hans Toft. 
Pressen er velkommen til at aflægge besøg under innovationscampen efter forudgående aftale. 
Deltagende virksomheder og organisationer:
Dong Energy, TDC, Social Food, PFA, SOF Academy, Jobsøgningsguide.dk, Kulturskolerne (Gentofte Kommune), Drugrebels, Danske Bank, Matematikfessor, Morten Dahl, Chufa.
      
      
      
              
          
          Pressekontakt
          
                                    
                          
              Annemette Laurberg Jensen
                              Udskolingsleder
                                              2133 2388
                                        
                                    
                          
              Tina Marker
                              Pædagogisk leder
                                              2538 2880
                                        
                                    
                          
              Frederik Georg Stage
                              Kommunikationskonsulent
                                              4012 9265
                                        
                   
      
      
        
        Firma
        
        Gentofte Kommune
        Bernstorffsvej 161
        2920 Charlottenlund,
                  Danmark
        
        
                  
  39 98 30 35 
                          
  29 37 94 87
        
                  
          
http://www.gentofte.dk