29/01-14
-
Pressemeddelelse
Ny IT skal forbedre det tværgående samarbejde
Gentofte Kommunes nye IT-platform skal sætte skub i den interne vidensdeling og på sigt lette kommunens samarbejde med borgere og samarbejdspartnere. Netcompany A/S skal stå for udviklingen og driften af den nye platform.
Gentofte Kommune skal have ny IT-platform, der gør det nemmere for medarbejderne at samarbejde på tværs af opgaveområderne. Med tiden skal platformen også gøre det lettere for kommunen at inddrage borgere og samarbejdspartnere i arbejdet.
- For os er den kommende platform et helt naturligt skridt i vores bestræbelser på at gøre det nemmere at være medarbejder i kommunen, hvad enten man er sagsbehandler eller pædagog. Vi vil gøre det lettere for medarbejderne at dele deres gode idéer på tværs af kommunens strukturer, så vi sammen udnytter vores faglige ressourcer så godt som muligt. Samtidig vil vi også gerne have muligheden for at kunne arbejde endnu tættere sammen med vores samarbejdspartnere, herunder med borgere og leverandører, fortæller Jeppe Bøgh Andersen, der er udviklings- og IT-chef i Gentofte Kommune.
En central del af løsningen bliver en portal, der integrerer kommunens sags- og dokumentarkiv (ESDH) med kommunens intranet - en løsning, der endnu ikke findes i andre kommuner.
Oveni får medarbejderne også adgang til digitale samarbejdsrum og mulighed for at holde videomøder og at chatte.
Fleksibel IT-løsning
- Da vi alligevel stod overfor at skulle udskifte vores intranet og ESDH-system, har vi valgt at satse på en integreret løsning, der kan opbygges efter vores behov. Sammen med Netcompany vil vi skabe et fleksibelt, solidt og fremtidssikret fundament, som vi kan videreudvikle på i mange år frem og som ikke afholder os fra at hente komponenter fra andre IT-leverandører, hvis vi får et behov, siger Jeppe Bøgh Andersen.
Platformen bliver også mobilt understøttet, så medarbejderne rent it-mæssigt bliver mindre bundne til deres fysiske arbejdsplads.
Erfaren og innovativ leverandør
Netcompany A/S, der er en af landets førende leverandører af forretningskritiske it-projekter til private og offentlige virksomheder, har vundet opgaven med at stå for udviklingen og driften af den nye løsning.
- Vi ser store muligheder i opgaven, fordi den strategisk peger på de tendenser, vi kan spore i markedet. Både med hensyn til virksomhedernes stigende ønske om at gøre deres medarbejdere mere mobile og ønsket om at kunne dele og producere viden og gøre den let tilgængelig for en stor kreds, siger Netcompanys CEO, André Rogaczewski.
Netcompany A/S er certificeret Microsoft Partner og har ca. 450 ansatte. Blandt virksomhedens andre kunder er blandt andet KL, HK, Carlsberg, COWI, Fredericia og Greve kommuner.
Portalens dele ventes overvejende opbygget i Microsoft Sharepoint og vil løbende blive implementeret over de næste to år. Netcompany skal også stå for driften af platformen.
Pressekontakt
Frederik Georg Stage
Kommunikationskonsulent
4012 9265
Firma
Gentofte Kommune
Bernstorffsvej 161
2920 Charlottenlund,
Danmark
39 98 30 35
29 37 94 87
http://www.gentofte.dk