07/03-14
-
Pressemeddelelse
Fortsat behov for fokus på borgernes sundhed
Borgere i Gentofte Kommune har sammen med borgere fra de 28 andre kommuner i Region Hovedstaden svaret på et omfattende spørgeskema som led i Danmarks største sundhedsundersøgelse "Hvordan har du det? 2013". Konklusionen er klar: Færre borgere ryger dagligt og færre overskrider Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser, men der er fortsat behov for sundhedsindsatser.
Sundhedsprofilen viser, at borgerne i Gentofte Kommune på langt de fleste områder har en sundere livsstil end gennemsnittet af borgere i regionen. Sundhedsprofilen viser også, at andelen af borgere i Gentofte Kommune med risikobetonet livsstil er faldet fra 2010 - 2013. Svarprocenten for Gentofte Kommune er 46,5 %, mens regionsgennemsnittet er 43,5 %.
Det viser undersøgelsen bl.a. om borgernes sundhed i Gentofte Kommune:
10 % ryger dagligt. I 2010 var det 16 %.
6 % har meget usunde madvaner. I 2010 var det 7 %.
29 % er fysisk aktive mindre end 30 minutter om dagen i fritiden. I 2010 var det 30 %.
20 % sidder stille mere end fire timer om dagen i fritiden. I 2010 var det 23 %.
15 % har et højt stressniveau. I 2010 var det 16 %.
Andelen af overvægtige borgere ser ud til at være stagneret. I alt er 26 % moderat overvægtige, mens 7 % er svært overvægtige (dvs. har et BMI på mindst 30).
Andelen af borgere med storforbrug af alkohol (dvs. kvinder der drikker mere end 14 genstande om ugen/mænd der drikker mere end 21 genstande om ugen) er faldet fra 14 % i 2010 til 11 % i 2013. Andelen der rusdrikker (dvs. drikker mere end 5 genstande på én gang mindst én gang om ugen) er næsten uændret i forhold til 2010, og ligger på 13 %.
Gentofte Kommune vil gerne takke de borgere, der har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen "Hvordan har du det? 2013". Gentofte Kommune arbejder målrettet på at skabe rammer og tilbud, der fremmer borgernes sundhed - sundhedsprofilen er et vigtigt redskab i dette arbejde.
Med Sundhedspolitikken for 2013 - 2016 har Kommunalbestyrelsen taget yderligere initiativer, der skal bidrage til at gøre det sunde valg til det lette valg, og sænke antallet af borgere der fx ryger dagligt eller motioner for lidt og sætter fokus på unges alkoholforbrug.
Sundhedsprofilen 2013 er den tredje sundhedsprofil, der er lavet for de 29 kommuner i Region Hovedstaden. De to tidligere sundhedsprofiler kom i 2007 og 2010.
Pressekontakt
Lisbeth Wilms
Souschef for Forebyggelse og Sundhedsfremme
2173 3667
Firma
Gentofte Kommune
Bernstorffsvej 161
2920 Charlottenlund,
Danmark
39 98 30 35
29 37 94 87
http://www.gentofte.dk