02/11-11
-
Pressemeddelelse
Investering i digital nytænkning: GlobalConnect køber majoriteten i Con E Com
GlobalConnect har købt majoritetsandel i IT-virksomheden Con E Com, som har til huse i Odense. Opkøbet er et vigtig led i GlobalConnects fornyede strategiske satsning på synergien imellem nye anvendelser - især på Cloud - og højhastighedsforbindelser over fiber.
- Con E Com har længe vist, at de er i stand til at skabe værdi igennem digital innovation dvs. ved kreativt at udvikle løsninger, som henvender sig til et bredt udvalg af erhvervslivets varierende behov. Så vi ser købet af Con E Com som en investering i digital nytænkning. Samtidig lukker Con E Com op for en bredere salgskanal, som især henvender sig til små og mellemstore virksomheder,
siger Niels Zibrandtsen, administrerende direktør for GlobalConnect.
Con E Com: Visioner og iværksætterånd
Også selvom Con E Com med blot syv medarbejdere i øjeblikket er en mindre IT-virksomhed skorter det ikke på visioner og iværksætterånd hos det nye selskab i GlobalConnect-familien. Virksomheden har bl.a. været med til at virtualisere IT-tjenesterne for 150 medarbejdere for Svendborg Brakes, som leverer bremser til vindmølleindustrien. Mange af Svendborg Brakes' medarbejdere arbejder i Kina.
"Der findes mange mindre IT-virksomheder i Danmark, som kan levere en IT infrastruktur og netværksløsning ved at sætte et par kasser sammen og trække nogle LAN-kabler. Men der er kun få, som kan og tør tage udfordringen op, når det gælder om at tænke i helt nye baner. Vi glæder os meget til at skabe endnu mere værdi for kunderne, nu hvor vi er blevet en del af GlobalConnect-familien", siger Michael Kørschen, administrerende direktør for Con E Com.
Virtualisering og visuel kommunikation
Blandt Con E Coms kompetencer er en status som Guld-partner for Oracle. Hosting og virtualisering af tjenester - bl.a. på basis af GlobalConnects housing-tjenester - er også en vigtig del af Con E Coms portefølje af løsninger, og det samme er web-TV og visuel kommunikation i øvrigt.
"Sammen med Con E Com fornyer vi vores fokus på at levere en innovativ kombination af produkter og tjenester. Con E Com har f.eks. allerede bevist, at der ligger en business case i web-streaming af broadcast-TV, og sikkerhed vil også indgå som et vigtigt element i de nye løsninger. Og så tror vi rigtigt meget på, at vi i fremtiden vil se en meget mere omfattende brug af visuel kommunikation", siger Niels Zibrandtsen.
Om GlobalConnect:
GlobalConnect er Danmarks førende alternative udbyder af fibernet og housing. Vi dækker Danmark, Nordtyskland og Sverige med 10.000 km optisk fiber og 4.500 m2 datacentre. Koncernen omfatter desuden PointZero, SuperTel og medejerskab af selskabet GigaContent samt Fyns Optiske Net og nu senest IT-virksomheden Con E Com.
Relevant information
http://www.globalconnect.dk/