Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
07/04-21   -   Pressemeddelelse

To nye kreative direktører hos Gottlieb Paludan Architects

To stærke profiler fra egne rækker indtræder som kreative direktører hos Gottlieb Paludan Architects, når Thomas Bonde-Hansen og Tine Kjærulff Bay tager over efter Jesper Gottlieb og sætter sig i spidsen for det kreative arbejde i arkitektvirksomheden. Udnævnelsen skal styrke virksomhedens faglige, arkitektoniske udvikling og sikre en fortsat høj kvalitet i det daglige designarbejde.

Dybe rødder i virksomheden
Gottlieb Paludan Architects’ nye kreative direktører, Thomas Bonde-Hansen og Tine Kjærulff Bay, har begge dybe rødder i virksomheden og har i mange år som designchefer haft stor indflydelse på virksomhedens profil og fokus. I denne egenskab har de været involveret i udformningen af en række af virksomhedens største projekter og de afløser virksomhedens hidtidige kreative direktør, Jesper Gottlieb, der nu træder ind i en rolle som seniorrådgiver.

Tine Kjærulff Bay er uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole og har været hos Gottlieb Paludan Architects siden 2008. Tine arbejder især på mobilitetsområdet med konkurrencer, designudvikling og projektledelse. Hun har som designchef stået i spidsen for projekter som Hovedstadens Letbane, Sydhavnsmetroen og Ny Ellebjerg Station i København, nye metrostationer i Oslo samt Haga Station i Gøteborg.

Thomas Bonde-Hansen har været hos Gottlieb Paludan Architects siden 2007 og er ligeledes uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole. Thomas har sine stærkeste kompetencer inden for ide- og konceptudvikling og ledelse af konkurrenceprojekter. Som designchef har Thomas blandt andet stået i spidsen for Byens Bro i Odense, en ny fodgængerbro i Tyresta Nationalpark i Sverige, gangbroer for Network Rail i Storbritannien, Delft Stadsarkiv i Holland samt Amagerværkets nye blok 4 i København.

Kærlighed til hverdagsarkitekturen
Tine Kjærulff Bay siger: ”Det er med både glæde og ydmyghed, at jeg sammen med Thomas overtager stafetten fra Jesper. Der er gang i rigtig mange nye opgaver, også internationalt, så vi går en spændende fremtid i møde. Jeg ser frem til et endnu tættere samarbejde med Thomas og vores dygtige kolleger om at videreudvikle og styrke tegnestuens arkitektoniske linje.”

Som ansvarlige for virksomhedens faglige ledelse, får de nye kreative direktører til opgave at videreføre og styrke tegnestuens designmæssige tilgang til opgaverne. Samtidig ser Thomas Bonde-Hansen udnævnelsen som en mulighed for at sætte endnu mere fokus på hverdagsarkitekturen.

”Hos Gottlieb Paludan Architects specialiserer vi os i at skabe arkitektur, der forsyner og faciliterer vores samfund. Vi mener, at den funktionelle hverdagsarkitektur fortjener den samme omhyggelighed og omsorg som andet byggeri og vi håber, vi som kreative direktører kan være med til at styrke opmærksomheden på kvaliteten i hverdagsarkitekturen”, siger Thomas Bonde-Hansen.

Faglig og forretningsmæssig styrkelse
Udnævnelsen af to nye kreative direktører er første led i den plan om generationsskifte og øget satsning på internationale markeder, som Gottlieb Paludan Architects meldte ud om i slutningen af 2020. Her annoncerede virksomheden også fremtidige ansættelser af en ny tegnestuechef og en ny administrerende direktør. Disse stillinger forventes besat i løbet af de kommende måneder.

Om Gottlieb Paludan Architects
Gottlieb Paludan Architects er en af Nordens større arkitektvirksomheder med kontorer i Danmark, Norge og Sverige.
Tegnestuen i København beskæftiger 95 medarbejdere, der arbejder med arkitektur, landskab og planlægning inden for kerneområderne Mobilitet & Transport, Erhverv & Administration og Energi, Vand & Industri.

Gottlieb Paludan Architects har vundet adskillige designpriser, blandt andet Nykredits Arkitekturpris i 2015 for at ”højne det arkitektoniske udtryk af samfundets infrastrukturelle og tekniske anlæg”.

Gottlieb Paludan Architects har siden 2018 været en del af AFRY-koncernen, en international design- og ingeniørvirksomhed inden for energi, industri og infrastruktur.

Relevant information

Besøg Gottlieb Paludan
https://www.gottliebpaludan.com/da


Billeder


Pressekontakt

Kristian Hagemann
Adm. direktør
  +45 28575700
Sten Sødring
Kommunikations- og udviklingschef
  +45 41 71 82 00
  +45 40 79 02 20

Firma

Gottlieb Paludan Architects A/S
Orientkaj 4
2150 Nordhavn, Danmark

  41718200
  40790220

http://www.gottliebpaludan.com

Modtag nyheder fra Gottlieb Paludan Architects A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater