15/01-16
-
Pressemeddelelse
Gottlieb Paludan Architects udvider partnerkredsen
Med et enestående fokus på særlige kompetencer indenfor arkitektur og planlægning i et felt, der under ét kan betegnes som "infrastruktur", er det lykkedes Gottlieb Paludan Architects at udvikle en virksomhed, der med over 110 medarbejdere nu tæller blandt landets største arkitektfirmaer.
På tegnebrættet findes bl.a. en række større projekter som Hovedstadens Letbane, Sydhavnsmetroen, nyt biomassekraftværk på Amager (Bio4), Apple Datacenter i Viborg samt flere store klimatilpas-ningsprojekter i København, Gladsaxe, Kgs. Lyngby og Hillerød. Særligt kendetegnende for virksomheden er, at man har serviceret flere af sine nuværende bygherrer i over et halvt århundrede.
Som en naturlig og nødvendig konsekvens af den positive udvikling, er der udpeget 5 nye partnere, som skal være med til at styrke virksomhedens profil og fokus. Den 1. januar tiltrådte tegnestuechef Pernille Stahlschmidt Tørning, afdelingsleder for Mobilitet og Infrastruktur Mette Neimann, designchef Thomas Bonde Hansen, afdelingsleder for Energi og Forsyning John Strandfelt og designchef Tine Kjærulff Bay som partnere. De fem nyudnævnte partnere supplerer de tre hidtidige partnere; chef for bygherrerådgivning Frederik Ejlers; kreativ direktør Jesper Gottlieb og administrerende direktør Kristian Hagemann.
"Vi er nu 8 partnere, der skal tegne virksomheden og drive Gottlieb Paludan Architects strategiske arbejde fremad. De nyudnævnte partnere er alle erfarne nøglemedarbejdere som spænder over Gottlieb Paludan Architects faglige, kreative og forretningsmæssige profil med fokus på høj æstetisk og teknisk kvalitet inden for virksomhedens kerneområder. Vi glæder os til at nå endnu længere - og endnu dybere - indenfor vores særlige specialer." siger administrerende direktør Kristian Hagemann.
GPA modtog i 2015 Nykredits Arkitekturpris med en særlig anerkendelse af arbejdet med at give arkitektonisk form til tekniske anlæg.
GPA er i dag blandt de 10 største arkitektvirksomheder i Danmark med en omsætning omkring 100 mio. DKK . Virksomheden har størstedelen af sin omsætning på det danske marked, hvor man har opnået en førerposition på arkitektopgaver indenfor energi og mobilitet, men har også aktiviteter i Skandinavien og Holland. I tilgift til den traditionelle bygningsarkitektur, har GPA desuden gennem de senere år udviklet stærke kompetencer indenfor landskab og planlægning samt bygherrerådgivning.
Gottlieb Paludan Architects flytter til nye lokaler i Københavns Nordhavn senere i 2016, hvor fejring af de nye partnere vil finde sted.
Relevant information
Pressemeddelelse Gottlieb Paludan Architects udvider partnerkredsen
Pressekontakt
Sten Sødring
Kommunikations- og udviklingschef
+45 41 71 82 00
+45 40 79 02 20