03/03-10
-
Pressemeddelelse
Flere skiskader på danskernes skiferie
I de seneste uger har tusindvis af danskere sat kursen mod årets skiferie, men for mange har ferien fået en brat afslutning på grund af en skiskade efter blot et par dage på pisterne. Gouda Rejseforsikring gør status på årets skisæson.
Kufferten er pakket, skiene fundet frem og destinationen hedder Sverige, Norge eller de populære ski-destinationer i Europa. Tusindvis af danskere har i denne sæson rejst på skiferie, men for mange ender ferien med et brækket ben eller ankel, en knæ- eller skulderskade.
Bilen populær transportform
Hvilken transportform har danskerne valgt i år - bus, tog, fly eller bil? "I år har vi set en stigende tendens til, at danskerne har taget bilen på skiferie i Europa. Bilen er en oplagt mulighed for både familier med børn og grupper af unge der fylder bilen op og rejser sammen til destinationen. I bilen kan de have alt deres udstyr, og de behøver ikke bekymre sig om at skifte mellem fly, tog og bus," fortæller Jørgen Pedersen, skadedirektør hos Gouda Rejseforsikring.
Skiskader på 2. eller 3. dag
De mest populære ski-destinationer har i år været Norge, Sverige, Østrig, Frankrig og Italien. Det er da også netop i disse lande, at Gouda Rejseforsikring ser flest skiskader. Især arme og ben er udsatte, når ski-entusiasterne indtager pisterne, og de fleste skader er sket på feriens 2. eller 3. dag, hvor skiløberne begynder at føle sig mere sikre på ski og snowboard.
Flere skiskader
"Vi har set en stigning i antallet af skiskader på 10% i forhold til sidste år. Flere danskere er kommet til skade på skiferien, oftest skader på arme, ben og ankler," fortæller skadedirektør Jørgen Pedersen.
"I år har vi været forskånet for de store katastrofer som fx lavineulykker og eftersøgninger. Men sæsonen har været præget af enkeltstående tragiske ulykker. Vores tal viser, at der er 5 gange så stor risiko for at komme til skade på skiferien end på en normal ferie " fortæller Jørgen Pedersen.
Dyr skiferie uden forsikring
Uden rejseforsikring kan skiferien blive dyr, da den offentlige rejsesygesikring ikke længere dækker hjemtransport. Brækker man benet på skituren og skal hjemtransporteres i ambulancefly, kan det ende med en svimlende regning på flere hundrede tusind kroner.
"I år har Gouda Rejseforsikring hjemtransporteret ca. 300 rejsende fra destinationer i Europa og Skandinavien. Uden en rejseforsikring havde disse ski-entusiaster stået i en meget vanskelig situation og endt med at betale en dyr pris for deres skiferie, " pointerer Jørgen Pedersen.
Relevant information
http://www.gouda.dk
Firma
Gouda Rejseforsikring
Sejrøgade 7
2100 København Ø,
Danmark
88 88 81 85
http://www.gouda.dk