15/07-10
-
Pressemeddelelse
Gravid og ud at rejse?
Hvordan dækker rejseforsikringen, når man er gravid og rejser på ferie? Må man flyve som gravid? Gouda giver gode råd til gravide rejsende, der gerne vil have rejseoplevelser i udlandet, inden den lille ny kommer til verden.
Mange vordende forældre er i tvivl om, hvordan de er dækket af rejseforsikringen, når de venter familieforøgelse. Hvor langt henne i graviditeten må man flyve, og hvad skal man være opmærksom på, hvis man vælger at rejse som gravid?
Rejseforsikring og graviditet
Det er vigtigt at undersøge, hvordan ens rejseforsikring dækker i forbindelse med graviditet. Der kan være forskel på, hvordan og hvornår forsikringen dækker. "Vores rejseforsikringer dækker både graviditetskomplikationer, fødsel, behandling af et ufødt barn eller et barn, der er født for tidligt, indtil 8 uger før forventet fødselstidspunkt," fortæller skadedirektør hos Gouda Rejseforsikring, Jørgen Pedersen.
Komplikationer eller syg i graviditeten?
Man skal være ekstra opmærksom, hvis man har haft en kompliceret graviditet eller har været syg for nylig. "Har man haft komplikationer i sin graviditet, og været til læge, indlagt eller fået ændret sin medicinering inden for de sidste 2 måneder inden rejsen, skal man søge om en forhåndsgodkendelse hos os. Vi vil så vurdere, om der vil være dækning for ens graviditet på rejsen eller ej," fortæller Jørgen Pedersen.
Vigtigheden af en forhåndsgodkendelse understreges af, at nogle af Gouda Rejseforsikrings mest omfattende sager de seneste par år, netop har været sager med komplikationer i forbindelse med graviditet. Sager, som i udgifter til hospitalsindlæggelse, behandling og hjemtransport er løbet op i flere millioner kroner. Derfor også af økonomiske årsager, er det afgørende, at man sikrer, at forsikringsdækningen er i orden, inden man rejser ud som gravid.
Tjek med dit flyselskab
Skal man ud at flyve på rejsen, er det vigtigt at undersøge hos sit flyselskab, indtil hvilken graviditetsuge selskabet tillader flyvning. Mange flyselskaber tillader flyvninger til og med 36. graviditetsuge, forudsat at graviditeten har været ukompliceret. Vær dog opmærksom på, at nogle flyselskaber siger nej til at flyve med gravide, der tidligere har født før termin eller haft blodpropper.
Hvis man er gravid, er det er en god idé at bede om et flysæde ved gangen, så det er nemt at komme op og stå i løbet af flyveturen. Man skal huske at bevæge sig under flyveturen, fx gå en lille tur ned af gangen hver halve time, og drikke rigeligt med væske for at undgå dehydrering. Man kan også vælge at bruge støttestrømper undr flyvningen for at forebygge blodpropper i benene.
Vaccinationer og medicin
Skal du rejse til et land, der kræver specifikke vaccinationer, skal man undersøge om man må få disse vacciner som gravid. Som gravid skal man så vidt mulig undgå unødvendig medicin, men det er en god idé at have de vigtigste typer medicin med på rejsen, der er godkendt til gravide, f.eks. medicin imod rejsediarre, lettere infektioner mm. Spørg lægen til råds vedrørende medicin og vaccinationer.
Aktiviteter på rejsen
Også som vordende mor skal man bruge sin sunde fornuft, når man rejser. Tage en snak med læge/jordemoder om at man skal ud at rejse, og planlægge rejsen og aktiviteterne. Det bedste tidspunkt at rejse på som gravid er som udgangspunkt i 2. trimester (uge 13-28). Aktiviteter som dykning, trekking, skisport og vandsport frarådes, da der er risiko for at skade fosteret ved fald eller stød.
Rejs med omtanke og husk at holde mange pauser undervejs både under transporten og under selve opholdet!
"At være gravid er en lykkelig begivenhed - ikke en sygdom. Bruger man sin sunde fornuft og tager fornuftige forholdsregler, kan man sagtens rejse under sin graviditet," fortæller skadedirektør Jørgen Pedersen, Gouda Rejseforsikring.
Sikkerhed inden rejsen
Vil man være sikret fra købstidspunktet og indtil afrejsen, kan man desuden vælge at købe en afbestillingsforsikring. Afbestillingsforsikringen dækker bl.a. hvis man bliver akut syg eller der sker dødsfald i nærmeste familie. Bliver man gravid efter køb af forsikringen, og får så alvorlige komplikationer i graviditeten, at rejsen ifølge lægelig vurdering ikke kan gennemføres, dækker afbestillingsforsikringen også.
Relevant information
http://www.gouda.dk
Firma
Gouda Rejseforsikring
Sejrøgade 7
2100 København Ø,
Danmark
88 88 81 85
http://www.gouda.dk