Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
03/10-12   -   Pressemeddelelse

Indkøbere har nøglen til at stoppe energifråset i danske storkøkkener

Af Anders Sjøgaard, salgsdirektør i Gram Commercial A/S - Det er svært at åbne en avis i dag uden at kunne læse om nationale klimamål, offentlig smalhals eller dårlig konkurrenceevne. Derfor må det også undre, at indkøbere i både det offentlige og private ikke i langt højere grad imødekommer den nye energieffektive dagsorden, når der skal indkøbes udstyr til nybyggerier og renovering af eksisterende bygninger. Bare inden for mit eget fagområde - udstyr til storkøkkener - er der rigtig store energibesparelser at finde ved at vælge det rigtige produkt. Det kræver dog, at man ikke lader sig friste af lave anskaffelsespriser, men i stedet hæver blikket en smule og betragter produkternes totale leveomkostninger. Da vil man opdage, at de energieffektive produkter, vi er så stærke i at producere herhjemme, i længden er et langt bedre alternativ til de energislugende standardprodukter. Med det nye bygningsreglement BR10 og lavenergiklasserne har vi fået meget præcise specifikationer af bygningers energiforbrug - vi mangler tilsvarende specifikationer på udstyr til storkøkkener.

Klimaduks blev energisynder
I forsommeren 2012 besøgte jeg et offentligt nybyggeri i en dansk kommune, der har som erklæret mål at blive CO2-neutral inden for en overskuelig årrække. Det kom derfor noget bag på mig, at der i bygningens storkøkken var installeret fem professionelle køleprodukter af kinesisk fabrikat, der alle anvender en 20 år gammel teknik, baseret på drivhusgassen HFC. Produkterne overforbruger formentlig hver især mellem 50 og 200 procent energi - svarende til et samlet årligt overforbrug på op til 7.500 kWh i forhold til de mest energieffektive alternativer. Indrømmet, de kinesiske produkter er helt sikkert billigere i indkøb, men inden længe vil omkostnsingen til energiforbruget give dem en højere totalomkostning i forhold til de energieffektive og miljøvenlige alternativer, ligesom produkterne modarbejder kommunens egen erklærede målsætning om at blive CO2-neutral. Bevidst? Helt sikkert ikke! Det manglende led er i dette tilfælde - som så mange andre - manglende specifikation af energieffektiviteten på storkøkkenudstyret.

Udbudsmaterialet halter
I Danmark har vi på storkøkkenområdet arbejdet med grøn teknologi i mere end 10 år. Det har blandt andet resulteret i udviklingen af energieffektive og HFC-fri køle- og fryseskabe til professionelle køkkener. På EU-plan står danske producenter og danske myndigheder tæt sammen om en stram energilinje. Og målet er klart: En fælles europæisk energimærkningsordning, der allerede nu er under udarbejdelse. Enigheden om en stram linje fører desværre ikke altid til den ønskede adfærd i de nationale udbud, der er præget af vage formuleringer om energieffektivitet, og hvor indkøberne, efter min mening, har alt for meget fokus på standardprodukter. Dette udnyttes i stor stil af mindre miljøbevidste leverandører. De største fejl sker typisk, når et storkøkken indgår i en totalentreprise, hvor der udelukkende købes efter laveste pris. Mit bud er, at indkøberne i mange tilfælde savner viden om de grønne teknologier og de store besparelser, der kan realiseres i driften. Men hvad er løsningen, indtil mærkningsordningen fra EU falder på plads?

Udnyt Danmarks førerposition
Efter min opfattelse ligger løsningen lige for: Offentlige og private indkøbere bør fremsætte krav om, at de udbudte køle- og fryseskabe figurerer på portalen Go' Energis liste over energieffektive produkter - den giver nemlig alle muligheder for stikprøvekontrolleret information. Selv om Go' Energi officielt blev nedlagt 1. juli 2012, føres listen foreløbig videre i regi af Energistyrelsen. Lad os ikke stå tilbage for vores naboer og kollegaer i EU, hvor der gøres langt mere for energieffektivitet på udbudsniveauet. I Storbritannien og Holland gives for eksempel afskrivningsmæssige fordele til energirigtige produkter, i Sverige indarbejdes produkternes LCC (Life Cycle Cost) i vurderingen af indkomne tilbud og selv i Norge - med historisk store oliereserver - får energieffektivitet høj prioritet.

Danmark går forrest både politisk og i det praktiske arbejde med at udforme energimærkningsordningen i EU - dertil kommer, at vi har de grønne produkter. Nu mangler vi bare at omsætte ambitionerne i arbejdet med udbud af udstyret.

Relevant information

http://www.gram-commercial.com



Billeder


Pressekontakt


Firma

Gram Commercial A/S
Aage Grams Vej 1
6500 Vojens, Danmark

  +45 73 20 12 91

http://www.gram-commercial.com/

Modtag nyheder fra Gram Commercial A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater