11/10-13
-
Pressemeddelelse
Gram Commercial tager lavenergi til nye højder
En gennemgribende designopdatering af produktlinjerne til professionelle køkkener har banet vej for en serie af køle- og fryseskabe, der åbner for ny energimærkning og lægger afstand til konkurrenterne, når det gælder energiforbrug.
Der er godt nyt til ansatte i storkøkkener og indkøbere, som holder skarpt øje med det grønne regnskab. Årets HOST-messe i Milano er nemlig udvalgt som skueplads for premieren på to helt nye modeller fra Gram Commercial, der er i gang med en spændende opdatering af sine forskellige produktlinjer. De nye modeller bærer navnene ECO og SUPERIOR - og lanceres i første omgang i Plus-serien.
- Vi skal ikke lægge skjul på, at vi er spændte på kundernes reaktioner. Med SUPERIOR kan vi tilbyde en model, der er så energieffektiv, at den åbner for en helt ny klasse inden for energimærkning. Der er absolut tale om en sand energiduks, forklarer Anders Sjøgaard, salgs- og marketingdirektør hos Gram Commercial.
SUPERIOR tager hul på fremtidens ecodesign, hvor EU skærper kravene til professionelle køle- og fryseprodukter for at dæmpe energiforbruget. Når ecodesign-direktivet træder i kraft 1. juli 2015, vil SUPERIOR Plus med et energiforbrug på bare 395 kWh/året placere sig i energiklassen A+, som det første skab på markedet. I øvrigt en energiklasse, som officielt først indfases fra 1. juli 2016.
DESIGN MED FORDELE
Designmæssig nytænkning med flere patenterede løsninger gør de to nye modeller i Plus-serien nemme at betjene for personalet i travle køkkener. Skabene har blandt andet helt glatte overflader med integreret håndtag og indbygget styring bag toppanelet, så aftørring er nemt klaret uden spor efter vand- eller sæberester.
- Det har været vigtigt for os at udvikle det nye design, så løbende rengøring og vedligehold ikke sætter spor på produkterne. Det mener vi er lykkes rigtig flot med det nye design, som vi ser frem til at præsentere i Milano, siger Anders Sjøgaard.
I løbet af de kommende 12 måneder lanceres ECO og SUPERIOR-modellerne løbende i produktlinjerne Twin, Euro og Midi. Desuden kommer Plus-serien også på markedet som dobbeltskab i de to modeller.
SNOWFLAKE VOKSER SIG STØRRE
Gram Commercial præsenterer også produktnyheder inden for subbrandet Snowflake på messen, der bliver afholdt fra den 18. - 22. oktober.
Serien, der blev lanceret i 2012 for at bevise, at køle- og fryseskabe kan være energieffektive, selv om de sælges til attraktive priser, vokser med syv produkter.
Dermed er serien nu komplet med ni produkter i form af enkelt- og dobbeltdørs køle- og fryseskabe, køleborde i tre størrelser samt to blæstkølere/-frysere.
YDERLIGERE INFORMATION:
Hvis du har spørgsmål til indholdet i denne pressemeddelelse, er du velkommen til at kontakte salgs- og marketingsdirektør hos Gram Commercial Anders Sjøgaard på telefon +45 7320 1384/+45 7320 1200. Besøg også www.gram-commercial.com.
Relevant information
http://www.gram-commercial.com