05/09-12
-
Pressemeddelelse
Dokumentation af indsats og livskvalitet
På Granhøjen er implementeringen af Det Sociale Indikator Program (SIP) i samarbejde med Center for Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland i fuld gang. Samarbejdet startede op medio april i år, og vi forventer de første resultater til efteråret 2012. Krydserne sat i SIP-skemaerne er ikke blot endnu en dokumentationsmetode, men et værktøj, som sikrer systematisk indsamling og bevarelse af viden om det sociale arbejde, inddrager beboerne og sætter fokus på livskvalitet.
Kort fortalt er SIP et evaluerings- og dokumenteringsredskab, som bruges til at dokumentere arbejdet med beboerne på botilbud. Helt konkret består SIP af tre afkrydsningsskemaer. Et baggrundsskema som udfyldes en gang pr. beboer og er på plads ved indflytning. Et livskvalitetsskema, som årligt udfyldes af beboeren selv og personalet. Det giver i form af grafer et billede af, hvor vigtige syv livsområder er for beboeren.
Livsområderne, som er udvalgt på baggrund af omfattende international forskning i livskvalitet, er psykisk velbefindende, relationer, fysisk velbefindende, selvbestemmelse, aktiviteter, materielle forhold og deltagelse i samfundet. Sidste skema er et indsatsskema, som samler op på arbejdet med delmål og mål for beboeren og giver et overblik over indsatsen og udviklingen.
Formålet er bl.a. at få mere viden om, hvordan det går beboerne i den tid, de er på Granhøjen. Der findes ikke meget dokumenteret viden om, hvad der virker i det sociale arbejde. Forstået således, at den enkelte medarbejder naturligvis har en god fornemmelse af, hvad der virker overfor den enkelte beboer, men den viden bliver sjældent skrevet ned, videreudviklet og delt med andre. Derfor sker der ofte det, at gode erfaringer ikke spredes til kolleger eller til medarbejdere på andre sociale tilbud, der kunne have glæde af dem. Ved hjælp af SIP kan vi sammenligne livskvaliteten ved indflytning med livskvaliteten ved udflytningen og se, om Granhøjens koordinerede og helhedsorienterede indsats har gjort en forskel.
Granhøjens personale reflekterer ligeledes løbende over, hvordan vi kan højne den faglige indsats overfor beboerne ved såkaldte "audits", hvor vi møder og udveksler erfaringer med personale fra andre bosteder.
Ud over at SIP samler og bevarer viden, er det at sætte krydser i et SIP skema et godt og konkret arbejdsredskab for både medarbejder og beboer, bl.a. fordi de områder, der spørges til er meget specifikke og kan danne udgangspunkt for strukturerede samtaler, således at vi endnu bedre kan tilrettelægge tiltagene, så de passer til beboerens ønsker og behov. Personalet får yderligere øjnene op for, hvad beboerens forestilling om et godt liv er, og der kommer endnu tidligere i forløbet en forventningsafstemning. En medarbejder fortæller, at beboerne er meget nysgerrige efter at se graferne bagefter, og det kan være "afslørende" at skemaet viser, at beboeren f.eks. tillægger relationer stor betydning, men at man ikke er tilfreds med sine relationer. Graferne kan danne udgangspunkt for dialoger, hvor det er beboerens delmål, mål og ord, som er det vigtige. Indsatsen bliver aftalt og skrevet ned efter delmålene.
Der er heldigvis fortsat plads til individualitet. Vi bruger SIP som et værktøj til at fremme vores faglighed. Vi er stadig i en startfase, hvor det bliver spændende at samarbejde med de øvrige botilbud, som arbejder med SIP.
Relevant information
http://www.granhøjen.dk