16/05-13
-
Pressemeddelelse
Tre virksomheder - tre forskellige CSR-udfordringer
Globaliseringen betyder ændrede CSR-krav til de små- og mellemstore virksomheder og det giver helt nye udfordringer for rådgivningsbranchen i forhold til at kunne levere en ydelse, som både favner den traditionelle rådgivning indenfor medarbejdertrivsel til rapportering indenfor FN's Global Compact.
Uanset om man agerer på det danske hjemmemarked eller er en del af en stor international koncern forventes det, at der er styr på CSR-arbejdet og at det kan dokumenteres. Det oplever Green Network i Vejle, som er et foreningsdrevet erhvervsnetværk med et CSR Rådgivnings- og Kompetencecenter. Green Network har 170 små- og mellemstore medlemsvirksomheder i Østjylland og på Fyn, som alle har det tilfælles at de arbejder aktivt med CSR.
-"Virksomhedernes klassiske CSR-indsatsområder indenfor miljø og medarbejdertrivsel får i dag følgeskab af krav om overholdelse af fx internationale menneskerettigheder, ansvarlig leverandørstyring, anti-korruption, innovation og udbredelse af miljøvenlige produkter. Derudover kommer selve dokumentationen af de gode tiltag, altså regulær rapportering og ikke mindst en kommunikationsindsats, som sobert og troværdigt fortæller omverdenen om CSR-arbejdet", fortæller Egon Dall, der er administrerende direktør i Green Network.
-"Det betyder øget støtte og rådgivning til de små- og mellemstore virksomheder, som oftest ikke har egne CSR- og/eller kommunikationsafdelinger in-house. I stedet har CSR-indsatserne ofte været noget, som en enkelt medarbejder har fået som opgave, gerne i forbindelse med CSR i klassisk forstand omkring medarbejdertrivsel eller reducering af miljøbelastende stoffer, men uden at det har været forankret i en overordnet strategi for virksomheden. Det er nyt for mange små virksomheder,at de kan miste forretningsmuligheder, når de fx ikke har ordentlig dokumentation af deres CSR - noget som flere og flere udenlandske samarbejdspartnerne kræver", siger Egon Dall.
International rapportering og troværdig CSR-kommunikation
Ikke mindst globaliseringen har fremmet en mere tydelig CSR-dagsorden i Dechra, som i dag er en del af Dechra Pharmaceutical Plc., der er et engelsk veterinær-medicinsk selskab.
-"Vi vil gerne løfte vores nuværende CSR-indsats til højere strategisk niveau, der matcher internationale krav til CSR og som på en gang skaber værdi for virksomheden og for samfundet. Det er vores mål at udarbejde en CSR-rapport, der lever op til internationale rapporterings standarder, og som kan være et foregangseksempel for koncernen, og som tager udgangspunkt i virksomhedens værdikæde - fra produktet kommer ind til det sælges - fremfor nogle præfabrikerede skabeloner til afrapportering", fortæller Carsten Jeppesen, direktør i Dechra Veterinary Products A/S, når han skal forklare hvorfor CSR er kommet mere og mere i fokus i virksomheden i Uldum ved Vejle, som producerer og sælger veterinærmedicinske produkter og plejemidler og specialfoder til hunde, katte og heste.
I arbejdet med at finde svar på Dechras CSR-behov i forhold til at kunne løfte sin CSR-indsats, så den i fremtiden matcher et internationalt behov, har Dechra fået hjælp fra Green Network til at afdække hvilke CSR-aspekter Dechra s interessenter er optaget af, få lavet en væsentlighedsvurdering, altså en prioritering af hvilke aspekter af CSR, der er de mest værdiskabende for Dechra, herunder lavet udvælgelse af de væsentligste indikatorer, og fået anbefalinger til, hvordan en samlet CSR-rapport kan struktureres, så den både lever op til internationale standarder og følger flowet i virksomhedens værdikæde. Næste skridt for Dechra er at udvikle en kommunikationsplan, så resultaterne fra CSR-rapporten kan omsættes til ekstern kommunikation, der skaber forretningsmæssigt værdi. Og dernæst vil det være relevant for Dechra at overveje en indmeldelse i FN's Global Compact.
-"Før tænkte vi salg først, dernæst konkrete CSR-opgaver. Processen her har ændret vores fokus til at få CSR tænkt ind i vores overordnede strategi og dermed være med til at understøtte vores salg", fortæller Eva Søndergaard, der er HR-chef i Dechra.
I Fredericia hvor Rengøringsselskabet RENT Aps har hjemme skal CSR-delen gerne give et forspring overfor de andre konkurrenter.
-"I en branche med hårde konkurrencevilkår, er medarbejdernes kompetence til at levere kvalitet og effektivitet afgørende for virksomhedens succes. Vi har fra start haft fokus på CSR for at sikre gode medarbejde, trivsel og kompetenceudvikling, men nu er vi kommet dertil, at vi også gerne vil øge den forretningsmæssige værdi af vores CSR og det har vi brug rådgivning til", fortæller ejer Mudassar Iqbal.
Hos RENT blev der lavet interessentanalyse for at afdække hvilke CSR-aspekter virksomhedens interessenter er optaget af. Der blev prioriteret hvilke aspekter af CSR, der er de mest værdiskabende for virksomheden at kommunikere om og der blev udvalgt indikatorer. Der blev lavet anbefalinger til hvordan en samlet mini CSR-rapport kan udarbejdes og inkluderes i RENTs fremtidige salgsmateriale i form af fx profilbrochure, website og andet præsentationsmateriale.
-"Vi skal blive bedre til at kommunikere troværdigt om vores CSR-arbejde. Vi vil fortælle den gode historie og vise, at vi er anderledes end konkurrenterne. Det handler dybest set om CSR, som et udvidet kvalitetsstempel i en branche hvor underbetalt arbejde og dubiøse underleverandører desværre er blevet en del af rengøringsbranchen", uddyber Per Chr. Jensen, administrations- og HR-chef i Rengøringsselskabet RENT.
Arbejdet med at skabe en nul uheld-sikkerhedskultur
At CSR også stadigvæk handler om trivsel på arbejdspladsen er Eaton Electric i Vejle, som er en del af det amerikansk-ejede Eaton Corporation, et godt eksempel på. Virksomheden har i flere år haft fokus på arbejdsmiljø og sikkerhed. De seneste par år er der indført systematiske sikkerhedsprocedurer og arbejdet intens med arbejdsmiljøorganisationen, initiativer som har reduceret antallet af arbejdsulykker markant siden 2008. Derfor bliver Eaton Electric fremhævet som et selskab i koncernen, der på rekordtid har opnået fine resultater på området og har formået at involvere en meget stor del af medarbejderne i arbejdsmiljø- og sikkerhedsarbejdet, men der er stadigvæk udfordringer.
-"Det er min oplevelse, at vi i dag har nogle presserende udfordringer, der skal tages hånd om. Det drejer sig om forhold vedrørende kontinuerlige og systematiske registreringer, samt ændringer i adfærdsmønstre, især i forbindelse med rutinearbejde, der fører til ulykker. Tiden er inde til at gå fra reducering af hændelser til helt at fjerne dem. Vi kan ikke længere optimere mere på maskindelene - nu er det medarbejderne vi skal kigge på hvis vi skal helt i top med arbejdssikkerheden", fortæller Kim Madsen, der har været koordinator i arbejdsmiljøorganisationen siden 2008.
-"I samarbejde med Green Network har vi forsøgt at afdække, hvad der skal til, for at få en endnu større arbejdssikkerhed på fabrikken. Det handler om at vi skal have en kulturændring hos medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen i forhold til at fungere som gode rollemodeller for de øvrige medarbejdere. Vi har sat os for at skabe en nul uhelds-sikkerhedskultur og første skridt på vejen er forårets valg af repræsentanter til arbejdsmiljøorganisationen, hvor vi simpelthen har lavet et regulær jobopslag, som fuldstændig beskriver, hvordan de skal være med til at fremme en adfærd, som forhindrer uheld".
-"CSR er mange ting. Fokus på CSR har ofte fokus på de 1500 største virksomheder, som ifølge Årsregnskabslovens §99 skal rapportere deres samfundsansvar, men de små- og mellemstore virksomheder har også behov for at dokumentere at de tager samfundsansvar - det handler om risikostyring og dét at være en attraktiv samarbejdspartner uanset om man opererer herhjemme eller i udlandet", siger Egon Dall.
Relevant information
http://www.greennetwork.dk