Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
06/09-10   -   Pressemeddelelse

Greenpeace olietogt mod nye mål

Aasiaat 4. september 2010 - Greenpeace forlader efter tolv dage Cairns olieboringer i Baffinbugten og sætter stævnen syd over mod nye mål. Besøget i Grønland har været et led i et togt med skibet Esperanza for at konfrontere olieindustrien der, hvor den er værst. Greenpeace har demonstreret og aktioneret mod Cairn's boringer, som er de første i arktiske farvande efter BP-katastrofen i Den Mexicanske Golf. Mens USA har stoppet alle igangværende dybvandsboringer og alle igangværende planer om arktiske boringer og EU arbejder for et lignende moratorium - og trods højlydte protester fra nabolandet Canada - har Grønland valgt at fortsætte som om intet var hændt.

"Det lykkedes os at stoppe begge boringer i to dage og det lykkedes os at rejse en debat både i Grønland, i Danmark og i resten af verden om de grønlandske boringer. Grønland er midt i en udbudsrunde om endnu flere borelicenser langs Vestkysten og vi håber også, at vi har fået flere selskaber til at tænke sig om, inden de byder ind på dem," siger Jon Burgwald ombord på Esperanza. "Grønland og verden har ikke brug for flere risikable olieboringer på jagt efter klodens sidste, sorte dråber. Vi skal skifte til vedvarende, rene og sikre energikilder og det skal være nu. "

Målet for Esperanzas videre færd er ikke offentlig i øjeblikket, men Jon Burgwald understreger, at alle ukonventionelle olieudvindingsmetoder bør stoppes; det gælder dybvandsboringer, boringer i Arktis og tjæresand i Canada. Esperanzas olietogt hedder 'Go Beyond Oil' og er en videreudvikling af Greenpeace' 20-årige engagement i at stoppe olieindustrien i at ødelægge naturen.

"Vi kan ikke engang tillade os at bruge al den olie, vi allerede har adgang til. Der er ingen som helst grund til, at virksomhederne bliver ved med at investere i mere og mere risikable, ødelæggende og dyre olieudvindingsmetoder," siger Jon Burgwald. "Vi skal lægge oliefeberen bag os, hvis vi skal have bare den mindste chance for at holde de globale temperaturstigninger under to grader. Klimaforandringerne er den største, enkeltstående trussel, menneskeheden står overfor og den trussel bliver vi nødt til at reagere på."

De aktivister, der tirsdag morgen klatrede ombord på den boreplatform, Cairn bruger i Grønland, og i to dage sørgede for, at Cairn ikke kunne bore på hverken denne platform eller med det nærliggende boreskib, bliver i dag deporteret til deres hjemlande. Det drejer sig om de fire erfarne klatrere og aktivister Mateusz Emeschajmer fra Polen (bosiddende i Norge), Timo Puohiniemi fra Finland, Jens Lowe fra Tyskland og Sim McKenna fra USA.
"Vi er stolte af vores indsats og er glade for, at vi eksponeret Cairn, som er kendt i branchen for at tage ekstra risici og for at vælge fjerntliggende egne. Men Greenpeace findes over hele verden og føler et særligt ansvar det sårbare Arktis," siger Sim McKenna.

Han og de fire andre har været tilbageholdt i Aasiaat og accepterer i dag en bøde på 20.000 kr. og et pålæg om ikke at vende tilbage til Grønland i et år. "Det er politiets ret i Grønland at afgøre denne straf. Vi har været helt åbne om vores aktion og tager som altid ansvaret for vores handlinger."

Greenpeace arbejder for et forbud mod dybvandsboringer og har bedt miljøministrene i OSPAR-landene om at diskutere sådan et forbud på deres næste møde, som foregår 20 - 24. september i Bergen, Norge. OSPAR-området dækker Nordsøen hele vejen op til Arktis og blandt andet hele Grønlands østkyst.

Download billeder og video fra aktionen.

Download billeder fra Esperanzas besøg i Grønland.

Læs mere om Cairn's boringer.

Læs mere om risici ved boringer i Arktis.

Kontakt:
- Jon Burgwald, klimamedarbejder, Greenpeace kan fanges på satellittelefon + 8816 7770 1411 eller +8816 7770 1412 eller +8816 7770 1413.

- Birgitte Lesanner, Kommunikationschef, Greenpeace, 23 95 12 14

Relevant information

http://www.greenpeace.dk


Pressekontakt


Firma

Greenpeace
Bredgade 20, Baghuset 4 sal
1260 København K, Danmark

  +45 28 10 90 21

http://www.greenpeace.dk

Modtag nyheder fra Greenpeace på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater