22/11-10
-
Pressemeddelelse
Greenpeace i aktion mod HCB transport
Aktivister fra Greenpeace befinder sig lige nu ved Miljøministeriet på Højbro Plads i København. De har udskiftet dannebrog med det australske flag, hvor stjernerne udgøres af det kemiske tegn for HCB. Foran ministeriet deler aktivister klædt i gule gifttønder foldere ud til forbipasserende. De protesterer mod den gifttransport fra Australien, som Karen Ellemann har givet tilladelse til. "Karen Ellemanns beslutning er uacceptabel. Miljøministeren har stik imod de internationale konventioner givet tilladelse til en meget stor gifttransport på tværs af hele kloden uden at undersøge alternativerne til bunds. Det kan simpelthen ikke være i orden," siger Erik Albertsen, kemimedarbejder i Greenpeace.
Danmark og Australien har begge underskrevet Baselkonventionerne, der har til hensigt at sikre, at verdens farligste stoffer destrueres så tæt på kilden som muligt. Australiens lager af HCB affald er på mindst 16.000 ton, og derudover har Australien formentligt lagre med andre giftige stoffer omfattet af de internationale konventioner. Men det har Karen Ellemann først givet sig til at undersøge efter sin beslutning om at tillade transporten af de 6.100 ton HCB på tværs af kloden.
"Karen Ellemann gør ikke sit arbejde ordentligt, når hun bare tillader denne transport uden først at kortlægge mulighederne for, at Australien selv kan destruere giften. Australien bør oprette sit eget giftdestruktionsanlæg og en opgørelse over alle deres giftlagre er en vigtig brik i det her spil. Karen Ellemann har truffet en forkert beslutning, som hun omgående bør trække tilbage før den første transport forlader Australien," siger Erik Albertsen. "Samtidig er hun med til udvande Baselkonventionen. Hensigten med konventionen er meget klar og Karen Ellemann behandler den meget lemfældigt. Hun lever på ingen måde op til sit ansvar som miljøets minister."
HCB er blandt verdens absolut farligste kemikalier. Stoffet er svært nedbrydeligt og stærkt miljøskadeligt, fordi det ophobes i fødekæden og på den måde ender i dyr, planter og mennesker med blandt andre kræftfremkaldende effekter.
Kontakt:
Erik Albertsen, kemimedarbejder, Greenpeace. Mobil 26 12 11 60
Birgitte Lesanner, kommunikationschef, Greenpeace. Mobil 23 95 12 14
Billeder kan downloades
her
Relevant information
http://www.greenpeace.dk