09/12-10
-
Pressemeddelelse
En million europæere kræver GMO-stop
På vegne af over én million europæere overrækker Avaaz og Greenpeace i dag et såkaldt Borgerinitiativ til EU Kommissær for Sundhed og Forbrugerpolitik John Dalli. Borgerinitiativet kræver, at Kommissionen indstiller godkendelse af flere genmodificerede afgrøder, indtil der er etableret en uafhængig instans, der sikrer tilbundsgående, videnskabelig undersøgelse af konsekvenserne ved dyrkning af GMO-afgrøderne.
Det er første gang det såkaldte Borgerinitiativ tages i brug. Retten til at gennemføre borgerinitiativer trådte i kraft med Lissabon-traktaten 1. december sidste år. Bestemmelsen betyder, at en million europæere fra et repræsentativt antal EU-lande kan placere en sag på EU-kommissionens dagsorden direkte.
"Det her er et reelt borgerinitiativ præcis som det var tænkt i Lissabon-traktaten. Borgerinitiativet er udtryk for en afgrund til forskel mellem hvad EU-kommissionen og befolkningen vil med GMO." siger Dan Belusa, GMO-medarbejder i Greenpeace. "Godkendelsen af Amflora-kartoflen i marts var Kommissionens måde at påtvinge befolkningen og medlemslandene GMO og borgerinitiativet er befolkningens 'nej tak'. Denne sag rejser det vigtige demokratiske spørgsmål om det er Kommissionen, der skal tilpasse sin politik efter borgerne eller borgerne, der skal tilpasses Kommissionens politik".
Borgerinitiativet blev sat i værk umiddelbart efter, at Kommissionen i marts gav tilladelse til dyrkning af den genmodificerede, antibiotikaresistente Amflora-kartoffel på trods af en yderst kritisabel risikovurdering og på trods af, at både EU lov og dansk lov specifikt forbyder GMO-afgrøder med antibiotikaresistensgener. Det tog kun syv måneder at samle en million underskrifter, der lever op til de foreløbige krav til et borgerinitiativ.
I dag førstebehandler Folketinget et vigtigt beslutningsforslag fra oppositionen om et etårigt forbud mod at dyrke Amflora-kartoflen i Danmark. Det er tilfældigt, at overleveringen af Borgerinitiativet mod GMO sker samme dag, men de to sager hænger direkte sammen.
"Jeg håber meget, at Danmark omsider får lavet et forbud mod Amflora-kartoflen i lighed med en række andre EU-lande. Det er kun, fordi EU-Kommissionen godkender GMO-afgrøder, der ikke burde godkendes, at der er behov for nationale GMO-forbud. Det er en tosset proces. EU-Kommissionen må tage Borgerinitiativet i dag alvorligt, lytte til borgerne og indstille GMO-godkendelserne, indtil der er troværdigt håndtering af dem," siger Dan Belusa.
Borgerinitiativet bliver overrakt til Kommissær Dalli kl. 10.45 på pladsen foran Berlaymont bygningen. 380 m2 af pladsen vil være dækket af et enormt 3D kunstværk af den verdenskendte, amerikanske kunstner Kurt Wenner, der viser det rige liv i en økologisk dyrket mark og inkorporerer navnene på alle underskriverne.
Juridisk briefing om gyldigheden af Borgerinitiativet her og
billeder fra overrækkelsen her.
Kontakt
Dan Belusa, GMO-medarbejder, Greenpeace Norden, +45 51 32 79 11
Birgitte Lesanner, kommunikationschef, Greenpeace Norden, +45 23 95 12 14
Brianna Cayo Cotter, kommunikationsansvarlig, Avaaz, +32 470 636677
Relevant information
http://www.greenpeace.dk