08/03-11
-
Pressemeddelelse
Anklageskrift for gallaaktion er helt ude af proportioner
11 Greenpeaceaktivister har nu modtaget anklageskriftet for gallaaktionen i Drabantsalen på Christiansborg. Statsadvokaten tiltaler dem og organisationen Greenpeace Norden for husfredskrænkelse mod dronningen, dokumentfalskneri og for at udgive sig for offentlig myndighed. Greenpeace har netop præsenteret anklageskriftet og flere af de tiltale på en pressekonference, hvor også generalsekretær for Greenpeace International, Kumi Naidoo, var til stede.
"Det var en fredelig protest på et afgørende tidspunkt i det vigtigste møde i nyere historie. Anklageskriftet virker i mine øjne helt ude af proportioner med, hvad Nora, Juan, Christian og de fem chauffører faktisk gjorde. De blev vinket igennem sikkerhedskontrollerne, budt velkommen i portåbningen med varme håndtryk og samarbejdede efter aktionen fuldstændigt med politiet," siger Kumi Naidoo. "Det virker da også temmelig desperat, at justitsministeren vælger at finde en ubrugt lov om majestætsfornærmelse frem fra bunden af mølposen. Som om de har villet anklage så mange så muligt for så meget som muligt uden at se på vigtigheden af den folkelige protest og på de fredelige metoder."
Klædt i galla gik Nora Christiansen i selskab med sin 'statsleder-ægtemand' Juan López de Uralde, daværende generalsekretær i Greenpeace Spanien, og 'bodyguard' Christian Schmutz, frivilligkoordinator fra Greenpeace Schweiz ind til en royal middag for over 100 statsledere på klimatopmødets sidste aften med et budskab om at vise lederskab og indgå en klimaaftale. De tre aktivister samt en klimamedarbejder fra Greenpeace International sad efterfølgende varetægtsfængslet 20 dage over jul og Nytår for aktionen.
"Klimatopmødet i København er gået over i historien som en sønderlemmende fiasko. Vi gik op af den røde løber med en ærlig bøn til verdens ledere, der stod med en unik mulighed for at bremse klimakatastrofen i hænderne. De hørte ikke efter og verden har mere brug en klimaaftale i dag end nogensinde før," siger Nora Christiansen, udviklingschef i Greenpeace International. Strafferammen for dokumentfalskneri af særlig grov karakter alene er på 6 års fængsel. "Det er meget alvorlige anklager og jeg har virkelig ikke lyst til at skulle i fængsel igen. Men jeg er klar til at tage konsekvenserne af aktionen, som jeg stadig meget stolt over og vi havde støtten fra millioner af mennesker, som krævede en klimaaftale, med os op til statslederne."
De tiltalte er Nora Christiansen, Juan Lopez de Uralde og Christian Schmutz samt daværende klimamedarbejder og nuværende kampagnechef i Greenpeace i Holland, Joris Thijssen, der alle fire sad varetægtsfængslet i 20 dage. Derudover tiltales de fem 'sikkerhedsfolk' i limousinerne, to klimamedarbejderne og Greenpeace Norden.
Kontakt
Henrik Pedersen, kampagnechef i Greenpeace, mob. 22 88 16 15
Nora Christiansen, aktivist og udviklingschef i Greenpeace International, mob. 28 72 51 30
Birgitte Lesanner, kommunikationschef, Greenpeace, mob. 23 95 12 14
Fakta om tiltaleskrift
Tiltalen dækker elleve aktivister samt organisationen Greenpeace Norden som 'juridisk person' jævnfør paragraf 25. De præcise sigtelser er:
· ulovlig indtrængen ifølge straffelovens paragraf 264 stk. 1
· for ifølge straffelovens paragraf 115 at have gjort denne lovovertrædelse mod dronningen.
· dokumentfalsk ifølge straffelovens paragraf 172 stk. 2
· og at udgive sig for offentlig myndighed ifølge straffelovens paragraf 131 stk. 1
Brugen af dronningeparagraffen er godkendt af justitsminister Lars Barfod og øger strafferammen med op til det dobbelte.
Billeder af de tiltalte og videomateriale fra gallaaktionen her og på greenpeace.org/galla kan du læse mere om aktionen og aktivisterne.
Oversigt over de tiltalte
Nora Christiansen
35-årig nordmand bosiddende i Valby med sin danske mand og to børn. Hun arbejder for Greenpeace International som udviklingschef.
Juan López de Uralde
47-årig spanier, far til to og indtil sidste sommer generalsekretær for Greenpeace i Spanien.
Christian Schmutz
38 år og fra Schweiz, hvor han bor med kone, to børn og arbejder som frivilligkoordinator for Greenpeace.
Joris Thijssen
36-årig hollænder og nybagt far. Arbejdede indtil 1. maj som klima- og energimedarbejder for Greenpeace International. Nu er han kampagnechef for Greenpeace i Holland.
Morten Rasmussen
44-årig dansker, far og frivillig i Greenpeace. Var i en af de tre biler i konvojen.
Victor Rask
38-årig herboende svensker, der arbejder for Greenpeace som frivilligkoordinator. Var i en af de tre biler i konvojen.
Guilhem de Crombrugghe
33-årig antropolog fra Belgien og frivillig i Greenpeace. Var i en af de tre biler i konvojen.
Anders Redelius
37-årig svensker og frivillig for Greenpeace i Sverige. Var i en af de tre biler i konvojen.
Thomas Müller
43-årig Greenpeace-frivillig fra Schweiz. Var i en af de tre biler i konvojen.
Melanie Francis
35-årig englænder bosiddende i Holland, hvor hun arbejder for Greenpeace International som klimamedarbejder.
Dima Litvinov
48-årig amerikansk statsborger, der bor i Sverige med sin svenske kone og tre børn og arbejder for Greenpeace i Stockholm som klimamedarbejder.
Tidslinje
Torsdag d. 17. december 2009
En ekstra statsleder med frue træder op af den røde løber til dronning Margrethes middag for stats- og regeringsledere, der deltager i klimatopmødet. Idet Nora Christiansen og Juan Lopez de Uralde entrerer Drabantsalen, fremtryller de bannere med teksten 'Politicians talk - Leaders act' mens deres officielle 'bodyguard', Christian Schmutz, forklarer medier og sikkerhedsfolk, at de kommer fra Greenpeace med en fredelig opfordring til verdens ledere. De tre føres umiddelbart efter bort og køres til klimafængslet.
Fredag d. 18. december 2009
I løbet af natten flyttes de tre aktivister fra klimafængslet til Valby arresthus. I de tidlige morgentimer beslutter politiledelsen uden om egne jurister at beholde aktivisterne for grundlovsforhør i stedet for som først planlagt at lade dem alle tre gå næste morgen.
Omkring kl. 21 arresteres Joris Thijssen, en klimamedarbejder fra Greenpeace International, på en restaurant.
Fredag aften - 10 minutter inden de 24 timer er gået - indledes et grundlovsforhør af de tre aktivister. De sigtes for dokumentfalsk (§ 172 stk. 2), at udgive sig for offentlig myndighed (§131 stk. 1), ulovlig indtrængen (§264 stk. 1) og for ifølge straffelovens § 115 stk. 2 at have gjort disse lovovertrædelser mod dronningen. De tre varetægtsfængsles indtil 7. januar af hensyn til den videre efterforskning.
Lørdag d. 19. december 2009
Joris Thijsen varetægtsfængsles til 7. januar med samme sigtelser som de tre første undtagen ulovlig indtrængen.
Hen under aften mødes 150 mennesker uden for Vestre Fængsel med lys, fakler og slagord og med bannere med budskabet 'Climate Justice' og "Freedom From Climate Injustice".
Søndag d. 20. december 2009
Greenpeace-skibet Rainbow Warrior ankrer op ud for Amalienbord med et stort banner med teksten 'Galla-aktivisterne fortjener respekt, ikke straf'.
Mandag d. 21. december 2009
Greenpeace tilbyder samarbejde med Københavns Politi for at sikre, at politiet har alle oplysninger og derfor ikke behøver beholde aktivisterne bag tremmer under efterforskningen. Tilbuddet afvises.
Onsdag d. 23. december 2009
Greenpeace leverer på eget initiativ en firesiders redegørelse til Københavns Politi over forberedelsen og udførelsen af aktionen, for eksempel hvordan Greenpeace har fået oplysninger om PETs nummerpladesystem (gennem en PET fan-hjemmeside) og hvor bilerne stammede fra (udlejningsfirmaer). Sammen med redegørelsen afleverede Greenpeace de tre bilnøgler til bilerne, der var efterladt til middagen i Sct. Jørgens Gård.
Der er demonstrationer udenfor danske ambassader i store dele af verden, blandt andet Wien, Argentina, Brasilien, Canada, Tjekkiet, Tyskland, Mexico, Holland, Norge, Spanien (der også demonstrerer foran 16 danske konsulater) og Schweiz.
Østre Landsret afviser appel fra de fire aktivisters advokater og fastholder varetægtsfængsling frem til d. 7. januar.
Torsdag d. 24. december
Greenpeace i Tyskland begynder en daglig levering af fire lys til danske ambassader og konsulater i Berlin, Köln, Dresden, Frankfurt, Hamburg, Hannover, Kiel, Lübeck, München og Stuttgart.
Mandag d. 28. december
Politiet giver endelig tilladelse til, at Nora Christiansen kan modtage et enkelt og overvåget besøg af hendes mand og søn. De øvrige tre må - trods familie i byen - vente yderligere en uge.
Greenpeace i Schweiz indleder daglige demonstrationer foran den danske ambassade i Bern.
Onsdag d. 30. december 2009
Fakkeldemonstration fra Rainbow Warrior ved Havnegade til Justitsministeriet, hvor blandt andre folketingsmedlem Ida Auken fra SF holder støttetale.
Den spanske udenrigsminister Miguel Moratinos beder gennem den danske ambassade i Spanien om fuld indsigt i politiefterforskningen af sagen.
Nær ved 30.000 mennesker fra Argentina og Colombia har mailet og ringet til den danske ambassade i Bogotá og protesteret over den lange varetægtsfængsling og den manglende klimaaftale.
Den schweiziske udenrigsminister Micheline Calmy-Rey har ifølge schweiziske medier kontaktet de danske myndigheder med krav om løsladelse af Christian Schmutz, og hvis han ikke kan løslades, at han som minimum må modtage post samt besøg af sin kone.
Torsdag d. 31. december
Greenpeace i Schweiz fejrer nytårsaften foran den danske ambassade i sympati med deres fængslede kollega.
H.K.H. Dronning Margrethe roser i sin nytårstale politiets indsats under klimatopmødet: "Politiet har haft den vanskelige opgave at sørge for sikkerhed og orden omkring mødet og har løst den ansvarsbevidst og på bedste vis".
Tirsdag d. 5. januar 2010
Efter 19 dage bag tremmer afhøres de fire gallaaktivister for første gang. Afhøringerne varer hver et kvarter.
Københavns politi retter henvendelse til Greenpeace for at få oplyst navnene på de fem resterende aktivister der deltog i aktionen.
Onsdag d. 6. januar 2010
Denne dag er der 17 demonstrationer foran ambassader verden over.
Greenpeace indgår en aftale med politiet, der indebærer, at de fem aktivister fra bilerne giver sig til kende for politiet og lader sig afhøre, mens politiet forpligtiger sig til ikke at søge dem varetægtsfængslet samt løslader de fire gallaaktivister. Løsladelsen sker kl. 18.
Torsdag d. 7. januar
Greenpeace afholder pressemøde på Rainbow Warrior, der livetransmitteres på fire forskellige tv-kanaler i flere lande.
Relevant information
http://www.greenpeace.dk