26/04-11   -   Pressemeddelelse

Tjernobyls mælk - 25 år efter katastrofen

I dag er det 25 år siden, at atomkatastrofen i Tjernobyl rystede verden, og i mellemtiden er verden desværre blevet rystet af endnu en atomkatastrofe, denne gang i Japan.

25 år kan måske synes som lang tid siden, og der er da også allerede mange forskere og myndigheder, der siger, at konsekvenserne af Tjernobyl ikke længere er så slemme.

Der er sågar snak om at genåbne nogle af de områder, hvor landbruget indtil nu har været lukket ned, ganske enkelt for at statuere et eksempel på, at det hele er overstået, og at vi roligt kan lade det gå i glemmebogen. Men hvis disse områder genåbnes for landbrug og græsning til køer, hvem skal da drikke mælken fra disse køer? Det skal alle de mennesker, som du og jeg aldrig møder på TV. Dem, der aldrig bliver professionelle talspersoner. Dem, der aldrig får mulighed for at fortælle deres historie.

I marts i år tog jeg - sammen med et team af eksperter fra Greenpeace - til Ukraine for at kigge nærmere på netop deres historie, og for at undersøge hvor slemt det egentlig står til her 25 år efter katastrofen.

Konklusionen af vores undersøgelser blev, at verden desværre ikke bare kan lade Tjernobyl gå i glemmebogen, for konsekvenserne har og vil fortsat være markante for generationer i lokalområdet mange år fremover.

Find foto-essay fra turen her:
http://www.youtube.com/watch?v=0WQ_1GMws-U

Hvis det ikke synes alvorligt nok, ja så er det værd at skrive sig bag øret, at Tjernobyl er billedet på konsekvenser, som ethvert atomkraftværk er i stand til at forårsage, og at Tjernobyl, dengang det blev bygget, faktisk blev anset for at være det bedste af det bedste. Et værk, der aldrig nogensinde ville give problemer. Vi kender jo desværre alle slutningen på den historie.

Ulykken har sat sine tydelige spor i nutiden. Da jeg sammen med mine kollegaer fra Greenpeace i marts måned besøgte en række ukrainske landsbyer flere timers kørsel væk fra Tjernobyl, var vores mission at teste mælken her 25 år efter katastrofen. Vi håbede naturligvis på ikke at finde radioaktiv forurening i vores tests, men samtidig havde vi bange anelser om, at denne vigtige del af lokalbefolkningens diæt stadig er mærkbart forurenet. Bange anelser, der ikke var sjove at skulle bekræfte over for de lokale landmænd, som i bund og grund forgifter sig selv og deres børn.

Akkumulering af radioaktive stoffer i deres kroppe gennem længere tid er årsag til, at mange børn har fødselsdefekter, lider af hovedpine og besvimer. Men hvordan får man sagt det til folk, hvis livsgrundlag hviler på netop den forurenede mælk? Det er ikke nemt.

Det tog os kun én enkelt dag at finde radioaktiv forurening i prøver af mælk, der er 5-16 gange højere end de ukrainske myndigheders grænseværdier for børn. Det er omkring 30 gange mere end det niveau, der findes i vores kontrol-prøver fra Kiev, hvor fødevarerne er kontrollerede.

Når vi spurgte ind til lokalbefolkningens reaktioner på vores fund, svarede de, at de udmærket var klar over, at deres fødevarer er radioaktivt forurenede. Nogle af dem husker Tjernobyl-ulykken og den voldsomme frygt for at dø, inden året var omme, men de døde ikke inden året var omme, og de lærte at leve med katastrofen som en del af deres liv og skæbne, forklarede de.

På børneafdelingen på de lokale sygehuse fik vi at vide, at situationen var blevet forværret. Hvert år får flere og flere børn problemer med svage knogler, anæmi osv. De mere seriøse problemer må det regionale hospital tage sig af.

Jeg talte selv med mange af de lokale, der spurgte til vores test-resultater. Kvinder stimlede sammen, der hvor vi sad og arbejdede med at teste mælken. De tog deres mad med og bad os fortælle om vores resultater. Jeg forklarede, hvor vigtigt det er, at der bliver tilbudt hjælp til dem og andre mennesker i de påvirkede områder, og at det ikke udelukkende bør være Tjernobyl, der er lukket område, da mange af de omkringliggende områder også er alvorligt radioaktivt forurenede. Kvinderne forklarede, at ingen nogensinde ville komme og tilbyde dem hjælp, og jeg havde desværre svært ved at modsige dem.

En af dagene stoppede en kvinde med et lille fire år gammelt barn os foran hospitalet. Hun græd og spurgte os, om det var os, der var lægerne, og om vi kunne hjælpe hende. Hendes lille dreng besvimede ofte, fortalte hun. Jeg følte mig afmægtig.

Det tog vores lille team en enkelt dag at finde alt for høje niveauer af radioaktiv forurening i mælken. En forurening, der da også er velkendt af de ukrainske myndigheder og af internationale institutioner. Alligevel bliver forureningen fuldstændig ignoreret, og som om det ikke var slemt nok, så arbejder den ukrainske regeringen nu også på en lov, der kan ophæve den sparsomme men dog eksisterende finansielle støtte, som folk, der er blevet syge efter Tjernobyl-katastrofen, modtager.

Find levende billeder og fotos af bl.a. den danske fotograf Jan Grarup fra Greenpeace-eksperternes tur til Tjernobyl her:
https://info.greenpeace.se/a_mediarelease/?openfolder=110400_Chernobyl_Anniversary/

Relevant information

http://www.greenpeace.dk