Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
18/05-11   -   Pressemeddelelse

Mærsk og co. forment adgang af Greenpeace-aktivister

Netop nu ankommer toppen inden for europæisk, og dermed også dansk erhvervsliv, til en af årets mest prominente erhvervs-konferencer i Bruxelles "Europe in the World: leading or lagging?" (1), men det kommer til at tage lidt længere tid end planlagt at komme i gang med dagens program.

Konferencen har nemlig fået uventet besøg af 170 jakkesæts-klædte Greenpeace-aktivister, der har låst sig fast til alle bygningens indgangspartier for at forhindre repræsentanter for en række specifikke virksomheder som Microsoft, BP, VW og Mærsk i at komme ind.

Greenpeace-aktivisterne protesterer imod, at disse og en række andre virksomheder tilsyneladende stadig har frit spil til negativt at dominere erhvervslivets samlede indflydelse på Europas klimapolitik ved at bekæmpe en forøgelse af EU's mål for reduktion af drivhusgasser fra 20 til 30 % i 2020 i forhold til 1990 niveau.

Et stigende antal progressive virksomheder, bl.a. Google, Unilever, IKEA men også danske Danfoss, Vestas, Dong Energy, Rockwool, Velux og Tryg, støtter imidlertid et 30 % reduktionsmål i EU(2), da det er en afgørende brik i at sikre grøn, økonomisk vækst i Europa, en førerposition i det globale kapløb om markedsandele inden for vedvarende energiteknologier og i at bekæmpe klimakrisen (3).

"Det er dybt bekymrende, at Mærsk er med i en kreds af virksomheder, som desværre endnu ikke har forstået, at deres fastfrosne modstand imod et forøget reduktionsmål i EU er en rigtig dårlig forretning for hele Europa og for Danmark som sådan. Vi mister ikke alene muligheden for øget økonomisk vækst, vi risikerer også at smide Europas og ikke mindst Danmarks stærke, globale position inden for udvikling og eksport af grøn teknologi ud med badevandet, og sidst men ikke mindst forhindrer det EU i at tage et globalt klimaansvar. Vi opfordrer på det kraftigste det stille flertal i erhvervslivet til at skubbe Europa i den rigtige retning ved offentligt at bakke op om et 30 %-mål," siger politisk rådgiver i Greenpeace Norden, Jan Søndergård, der lige nu befinder sig uden for konferencecenteret i Bruxelles.

En analyse fra marts lavet af økonomer og energianalytikere for det tyske miljøministerium viser, at det europæiske bruttonationalprodukt, BNP, kan stige med op til 620 mia. Euro svarende til 6 % frem til 2020, hvis EU opgraderer sit reduktionsmål fra 20 til 30 % uden brug af kreditter. Beregninger for Danmark i samme analyse viser, at et forøget mål vil få det danske BNP til at stige med 1,6-1,9 % (3).

Siden nytår har Greenpeace kontaktet danske og andre europæiske virksomheder for at bede dem om at tilslutte sig en voksende gruppe af virksomheder, der har skrevet under på, at EU skal hæve målet til 30 %. I marts protesterede Greenpeace i Danmark desuden imod, at Dansk Industri på vegne af 10.000 danske medlemsvirksomheder igen og igen stiller sig bag Business Europes hårdnakkede forsøg på at forhindre, at EU hæver reduktionsmålet (4).

Et forøget mål har imidlertid ikke alene opbakning fra den progressive del af erhvervslivet, men også fra den britiske og danske regering samt miljøministrene fra Tyskland, Spanien, Portugal, Sverige og Grækenland (5).

Et betingelsesløst mål på 30 % uden brug af kreditter er et vigtigt første skridt i retning af et 40 % mål for alle i-lande, som i sidste ende er nødvendigt for at kunne holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur på under to grader og dermed undgå de værste konsekvenser af klimaforandringerne.

Download fotos og video i høj kvalitet fra aktionen her (første billeder ca. 20 min efter aktionens start og herefter løbende upload)

Kontakt:
Til stede ved aktionen i Bruxelles:
Jan Søndergård, politisk rådgiver, Greenpeace Norden, + 45 28 96 90 26
Christina Koll, presseansvarlig for klimakampagnen, Greenpeace Norden, +45 28 10 90 21

NOTER:
(1)Business Europe´s årlige erhvervstopmøde bærer titlen "Europe in the world: leading or lagging?". Læs mere her

(2) Se listen over virksomheder, der støtter 30 %: www.leaderslaggards.com

(3) Analysen blev lavet af det velestimerede tyske Potsdam Institute, Université de Paris, University of Oxford og European Climate Forum. Den viste, at en forøgelse af EU's reduktionsmål fra 20 til 30 % uden brug af kreditter kombineret med langtsigtede politiske foranstaltninger vil: Booste europæiske investeringer fra 18 % til op mod 22 % af Europas bruttonationalprodukt, skabe op til 6 millioner ekstra jobs, øge det europæiske BNP med 620 milliarder Euro i 2020, forbedre forsyningssikkerheden, skabe energibesparelser, hjælpe Europas industrier med at fastholde og forøge konkurrenceevnen.
Læs Greenpeaces briefingdokument "The 30 percent climate target - powering investments".

(4)10. marts hang Greenpeace-aktivister et banner op på DI's bygning efter flere skriftlige henvendelser med opfordring til Dansk Industri til at bakke op om den danske holdning og lade være med at støtte Business Europes modstand imod et øget reduktionsmål.
Læs Dansk Industris svar her

(5) I september sidste år gik den danske regering med klimaminister Lykke Friis forrest, ud og støttede et 30 % reduktionsmål i EU. Miljøministre fra fem andre EU-lande bakkede i marts også op om 30 %.

Relevant information

http://www.greenpeace.dk


Pressekontakt


Firma

Greenpeace
Bredgade 20, Baghuset 4 sal
1260 København K, Danmark

  +45 28 10 90 21

http://www.greenpeace.dk

Modtag nyheder fra Greenpeace på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater