06/06-11
-
Pressemeddelelse
Greenpeace klager over Råstofdirektoratet til den grønlandske ombudsmand
Greenpeace har her til morgen indgivet en officiel klage til ombudsmanden for Inartsisartut (det grønlandske landsting). Greenpeace har gennem det sidste år søgt om aktindsigt i 17 forskellige dokumenter fra Råstofdirektoratet, men har kun fået udleveret to.
Råstofdirektoratet i Grønland nægter at offentliggøre blandt andet Cairns beredskabsplan; papirer, der viser, hvordan olieselskabet vil rydde op efter et eventuelt udslip og en række tekniske rapporter, der kan kaste lys over, hvor risikabelt boring i Arktis er.
Jon Burgwald, klimamedarbejder i Greenpeace udtaler: "Den manglende åbenhed underminerer den demokratiske proces og det kan drastisk forringe sikkerheden, at holde Cairns beredskabsplaner hemmelige for det grønlandske folk og omverdenen. Vi håber, at ombudsmanden vil henstille kraftigt til at Råstofdirektoratet ændrer praksis og at dette vil medføre større åbenhed om risikoen ved at bore efter olie i Arktis."
Greenpeace har bedt Ombudsmanden vurdere, om Råstofdirektoratet har tilsidesat Offentlighedsloven ved at nægte Greenpeace aktindsigt, og om det kan være rimeligt, at Råstofdirektoratet gentagne gange end ikke har gidet besvare henvendelser.
"Greenpeace har ikke søgt aktindsigt for at besvære Råstofdirektoratet. Vi har søgt aktindsigt, fordi Grønland står ved en skillevej, og disse beslutninger ikke skal tages bag lukkede døre, men med størst mulig åbenhed. Det er Råstofdirektoratets job at sikre det bedst mulige grundlag for beslutningen - ikke at holde hånden over Cairn," siger Jon Burgwald.
Cairn har tidligere offentliggjort sine oliespildsmodeller, men alt om hvad der skal ske i forbindelse med et udslip og for eksempel hvor meget af olien, man estimerer at kunne fjerne i tilfælde af et udslip, er ikke offentliggjort. Blandt andet Arktis Råd - som Grønland er medlem af - anbefaler, at en beredskabsplan gøres offentlig. I rådets retningslinjer for offshore-boringer i Arktis, kan man på side 45 læse følgende: "Operators should allow the opportunity for public review and comment of the (oil spill response) plan".
Se klagen her:
http://www.greenpeace.org/denmark/da/press/rapporter-og-dokumenter/Klage-til-Gronlands-ombudsmand/
Kontakt:
Jon Burgwald, klimamedarbejder, Greenpeace, +45 40 81 88 98
Karen Albertsen, presseansvarlig, +45 28 35 91 30
Fakta:
Cairn planlægger fire boringer i borefelterne Lady Franklin, Atammik, Eqqua og Napariaq, men har tilladelse til op til syv.
Den nordligst boring ligger lidt nord for Disko ved 71 breddegrad og den dybeste er på 1.500 meter - den samme dybde som Deepwater Horizon, der sidste år udledte mere end 700 millioner liter olie i den Mexicanske Golf.
Hver prøveboring udleder minimum 45 ton rød-listede kemikalier. Norge udleder 32 ton i alt om året fra alle sine olieboringer og Danmark 1,6 ton.
De grønlandske olieboringer var i høring fra 2. marts til 15. april. Tilladelserne blev givet d. 9. maj. 16 høringssvar er offentliggjort på nanoq.gl
Tilladelserne blev givet under forudsætning af, at Cairn laver en plan for udfasning af de rødlistede kemikalier. Det nægter Cairn.
For dokumentation læs her:
http://www.greenpeace.org/denmark/da/nyheder/Blog/greenpeace-spiller-med-helt-bne-kort/blog/35062
Relevant information
http://www.greenpeace.dk