Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
23/08-11   -   Pressemeddelelse

Giftigt stof fundet i tøj fra H&M og andre store tøjmærker

Greenpeace kan i dag i en ny rapport afsløre overraskende fund af giftige kemikalie-rester i tøj fra flere store, internationale tøjmærker. Kemikaliet nonylphenol er således fundet i laboratorie-tests i tøj fra mærker som H&M, Adidas og Abercrombie and Fitch.

Kemikaliet nonylphenol er svært nedbrydeligt, og kan have hormonforstyrrende egenskaber. Fundene er gjort i tøj og sko fremstillet og købt over hele verden. I alt er 78 produkter testet og i ikke færre end 52 af dem blev der fundet nonylphenol.

"Det er en skuffende undersøgelse. Den viser, at de store internationale tøjmærker - deriblandt svenske Hennes & Mauritz - sætter deres kunder i en situation, hvor de ved vask af tøjet er med til at forurene søer og floder. Både i de lande hvor kunderne bor og i produktionslandene," siger Erik Albertsen, kemimedarbejder i Greenpeace.

Nonylphenol bruges til at vaske overskudsfarve ud af tøjet i produktionsfasen, og efter den proces bliver større eller mindre rester af kemikaliet siddende i stoffet. Når tøjet efterfølgende bliver vasket hjemme hos forbrugeren i for eksempel Danmark, ender det giftige stof i vandløb og åer. Brugen af nonylphenol i tøj er billig, men teknisk set unødvendig, og bidrager eksempelvis til at mere end 2/3 dele af Kinas floder i dag er forurenede.

Rapporten "Dirty Laundry 2 - hung out to dry" udkommer i dag som led i en større Greenpeace-kampagne, der sætter fokus på de store internationale tøjmærker og deres brug af giftige kemikalier. Kampagnen har indtil nu bevirket, at to af de største mærker inden for sportstøj - Puma og Nike - i løbet af de seneste uger har forpligtet sig til helt at standse brugen af gift i deres produktion.

"Nike og Puma har taget de første afgørende skridt på vejen til en produktion helt uden giftige kemikalier. Resten af tøjbranchen bør følge disse gode og fremsynede eksempler - og især er det interessant at følge udviklingen hos H&M og Adidas. De vil gerne udadtil fremstå som miljøvenlige - men mangler altså at føre ordene ud i livet," siger Erik Albertsen.

De 14 mærker, der i testen indeholdt Nonylphenol over grænseværdien er Abercrombie & Fitch, Adidas, Calvin Klein, Converse, G-Star RAW, H&M, Kappa, Lacoste, Li Ning, Nike, Puma, Ralph Lauren, Uniqlo og Youngor.

Læs mere i rapporten "Dirty Laundry 2- Hung out to dry" : http://bit.ly/qHHQgn

Kontakt:
Erik Albertsen, kemimedarbejder i Greenpeace. + 45 26 12 11 60
Karen Albertsen, pressemedarbejder, + 45 28 35 91 30

Relevant information

http://www.greenpeace.dk


Pressekontakt


Firma

Greenpeace
Bredgade 20, Baghuset 4 sal
1260 København K, Danmark

  +45 28 10 90 21

http://www.greenpeace.dk

Modtag nyheder fra Greenpeace på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater