20/04-11
-
Pressemeddelelse
Moestrup fik Greve Kommunes Erhvervspris
En synligt bevæget tømrermester fik fredag overrakt Erhvervs-prisen 2010 af borgmester Hans Barlach på Greve Rådhus
Efter erhvervs- og turistchef Tina Charlotte Koeffoeds velkomst på Greve Rådhus fredag eftermiddag gav chefstrateg Henrik Drusebjerg fra Nordea en økonomisk status på verdensøkonomien, hvor trådene rakte fra UDA til Asien og fra Europa til de såkaldte BRIK-lande - Brasilien, Rusland, Indien og Kina - over Afrika og tilbage til Greve.
Dyster verdensøkonomi
- Den amerikanske arbejdsløshed er snarere tæt på 20% end på de officielle 9% og der er jo stærke bevægelser, der trækker i hver sin retning for, hvad man skal gøre politisk. Så selvom præsident Obama gerne havde set, at man fra regeringens side fortsatte med at stimulere økonomien et stykke tid endnu, så har USA nu flyttet foden fra speederen og flyttet den til bremsen sagde Henrik Drusebjerg blandt andet i sin introduktion til dagens eksterne indlæg om status på den globale krise, der satte ind i 2008 og siden har påvirket såvel samfundsdebatten som vilkårene for erhvervslivet, såvel internationalt som lokalt i Greve og omegn.
- Efter et par dystre år er der lyspunkter forude, men man skal huske på, at opsvinget er kickstartet af offentlige milliarder. Nu er det tid til, at den private sektor får udnyttet opsvinget til at skabe arbejdspladser og vækst, sagde Henrik Drusebjerg, der forudser, at 2011 bliver præget af, at inflationen er tilbage i rampelyset, gældsproblemerne i EU presser sig på, uroen i Mellemøsten og katastrofen i Japan.
- Uanset hvilken farve, regeringen måtte have efter det forestående folketingsvalg i Danmark, så står Danmark over for enorme udfordringer, fastslog Nordeas chefstrateg.
- Om få år vil antallet af danskere, der står uden for arbejdsmarkedet være større end antallet af danskere, der er på arbejdsmarkedet. Det vil sætte velfærdssamfundet, som vi kender det, under pres, forudså Henrik Drusebjerg, inden han smilende og fortrøstningsfuldt mindede deltagerne om, at han altså startede sit indlæg med, at der er lys forude, især hvis danskerne kommer op i gear og er omstillingsparate.
Lokalt lyspunkt
Bevæbnet med de seneste tal og tendenser var det tid til selve årsagen til dagens arrangement. Sædvanen tro var det formanden for Udviklingspark Øresunds bestyrelse, borgmester Hans Barlach, der i byrådssalen på Greve Rådhus fredag eftermiddag motiverede og overrakte Greve Kommunes Erhvervspris 2010, som i år blev givet til en virksomhed, der har trodset krisen og været i vækst siden starten for 20 år siden.
- Et af kriterierne for at få Erhvervsprisen er, at virksomheden er en god ambassadør for Greve Kommune og at den bidrager til at skabe en aktiv og dynamisk kommune, sagde borgmester Hans Barlach blandt andet i sin tale.
- Virksomheden skal også skabe vækst og grobund for en positiv udvikling af Greves erhvervsliv og arbejdsmarked for at komme i betragtning til prisen. Endelig skal virksomheden også vise social bevidsthed og tage socialt ansvar samt være lokalt engageret, fastslog Hans Barlach i sin motivation for erhvervsprisen, der i år gik til Niels Moestrup, som udover at være indehaver af Moestrup tømrer og snedkerfirma, også er aktiv i en række bestyrelser og organisationer. Blandt andet er han formand for tæt ved 300 lokale virksomheder, der er samlet i foreningen Greve Erhverv.
Et faktum, som også borgmester Hans Barlach kom ind på i sin præsentation af årets prismodtager:
- Det er ikke muligt at fremhæve firmaet Moestrup uden at fremhæve manden bag. Udover at være en meget dygtig erhvervsmand er Niels et yderst engageret menneske, i alt hvad han foretager sig. Niels har med sin dygtighed og arbejdsomhed drevet sit firma frem til den succes, det er i dag, sagde Hans Barlach blandt andet i sin tale, der gik 20 år tilbage, da Moestrup startede i et lille værksted med tre mand på 40 kvadratmeter på Hastrupvej i Karlslunde og i dag beskæftiger 30 medarbejdere fra lokalerne på Industrivej i Tune.
Og med de rammende ord bad borgmesteren prismodtager Niels Moestrup om at komme op og modtage erhvervsprisen, der i år var en skulptur i metal og naturligvis ledsaget af et diplom til virksomhedens kontor og en stor buket blomster.
En sjældent rørt erhvervsmand
Niels Moestrup har mange gøremål og er tit på farten. Derfor havde borgmesteren undtagelsesvis på forhånd måtte sikre sig, at den travle erhvervsmand og virksomhedsleder kunne være til stede ved prisoverrækkelsen.
Det kunne han, og derfor havde han en lille takketale forberedt.
Det startede egentlig meget godt. Niels Moestrup er normalt ikke bleg for en frisk bemærkning, hverken blandt folkene hjemme på værkstedet i Tune eller i nobelt selskab i Dansk Byggeri, hvor han er næstformand for Østsjælland og formand for Træ-sektionen samt medlem af Træ-sektionens hovedbestyrelse. Men få sætninger inde i talen pressede en klump i halsen sig alligevel på og forstyrrede de planlagte ord.
- Jamen, jeg passer jo bare mit arbejde, var den første kommentar, som Moestrup fik sagt, da han fik kontrol over stemmen igen efter en pause, hvor tilhørerne tydeligvis viste sympati for den følelsesmæssige situation.
Et kort kik på sine tre døtre, der var med til prisoverrækkelsen, fik den ellers direkte og kontante virksomhedsleder til igen at få grøde i stemmen.
- Er det ikke nu, vi plejer at sige skål?, forsøgte Niels Moestrup sig på sin kendte gemytlige facon til tilhørernes store smil og klapsalver.
En tydeligt stolt Niels Moestrup fik takket behørigt og akkompagneret af de lokale blitzlys blev der smilet og trykket hænder, inden erhvervs- og turistschef Tina Charlotte Koeffoed sluttede den formelle del af arrangementet af og bød på en kort forfriskning i rådhusets kantine.
Blandt deltagerne sås også Solrøds borgmester Niels Hörup og Greve kommunes nye kommunaldirektør Allan Vendelbo samt Niels Moestrups familie, medlemmer af Greve byråd og mange lokale erhvervsfolk.
Blandt tidligere prismodtagere er Tempo Både og Ramirent. Sidste år gik prisen til butikscentret Waves.
Relevant information
http://www.greve.dk/