Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
11/03-11   -   Pressemeddelelse

Danske rådgivende ingeniører opbygger infrastruktur i Tanzania

Tanzania er et af verdens fattigste lande, og gode transportforhold er derfor afgørende for landets udvikling. Over de næste tre år skal eksperter fra Grontmij | Carl Bro bistå Tanzanias transportsektor med forbedring af store dele af vejnettet samt en lufthavn for at styrke landets handelsmuligheder og lokalsamfundenes adgang til uddannelse og sundhedsydelser.

En velfungerende infrastruktur er essentiel i Tanzania. Især er det vigtigt, at hovedfærdselsårerne er let fremkommelige. Rådgivervirksomheden Grontmij | Carl Bro etablerer nu en projektstyringsenhed i landet og skal assistere med en række tiltag til forbedring af infrastrukturen. Helt konkret skal 430 kilometer hovedveje på fastlandet og 35 kilometer landeveje på øen Pemba - som er en del af Zanzibar - opgraderes med asfaltbelægning. Slutteligt skal en lufthavn på øen Mafia renoveres og opgraderes.

Lang vej endnu
Mulighederne for transport i Tanzania er begrænsede. Hovedsageligt foregår transport ad landevej, suppleret med jernbane. Vejnettet er af begrænset kvalitet, og kun et fåtal af vejene er asfalterede. Men det skal der nu gøres noget ved. I alt skal Grontmij | Carl Bro hjælpe bygherren, som er Tanzanias regering, med at styre 8 entreprisekontrakter og 5 rådgiverkontrakter som skal gennemføre projekterne over en treårig periode.

"Generelt er det et stort problem, at så få veje er asfalterede, fordi grusvejene bliver ufremkommelige i regntiden. Ofte går der flere uger, før det bliver muligt at køre på vejene igen. Kun godt 5.000 kilometer ud af Tanzanias totale vejnet på 85.000 kilometer er asfalteret - altså blot 6 procent. Kigger vi på hovedvejene er kun cirka halvdelen asfalteret. Til sammenligning kan vi kigge på Danmark, der arealmæssigt er 22 gange mindre end Tanzania. Herhjemme har vi et vejnet på 72.362 kilometer, altså næsten den samme længde, og vores veje er alle asfalterede." forklarer teamleder Tonny Bæk fra Grontmij | Carl Bro i Tanzania, og uddyber:

"Det er altså sparsomt med fremkommeligheden i landet, og en udbygning af vejnettet er et godt sted at begynde, fordi det dermed også bliver lettere at udbygge anden infrastruktur såsom el- og vandnettet."

Bedre levevilkår for Tanzanias indbyggere
Arbejdet med forbedring af vejene i Tanzania er en del af et større projekt finansieret af Millennium Challenge Corporation (MCC), der er en bistandsorganisation under den amerikanske regering. Formålet med projektet er at reducere fattigdom og stimulere den økonomiske vækst i Tanzania. Tanken er, at målrettede investeringer og udbygning af infrastruktur inden for transport, energi og vand skal øge husstandsindkomsterne i landet.

"Det er et meget vigtigt projekt, fordi det er en afgørende betingelse for handelsmulighederne, at der kommer et bedre bindeled mellem befolkningen og de kommercielle centre i Tanzania. Vejene bliver nu anlagt, så de kan fungere hele året. På den måde ved bønderne, at de kan få deres varer til markedet, og derfor vil de begynde at producere overskud til salg. De vil også begynde at investere i afgrøder, der er vanskeligere at transportere såsom frugt og grønt - men som også giver en højere pris." forklarer projektdirektør Jan Lorange fra Grontmij | Carl Bro og fortsætter:

"Bedre adgang til vejnettet vil derfor fungere som et middel til at fremme den økonomiske udvikling, og dermed nedbringe fattigdommen i Tanzania. Men det er ikke kun handelsmulighederne, der styrkes. Reducerede transportomkostninger og rejsetider vil også lette adgangen til flere sociale ydelser - såsom skoler, sundhedsklinikker og offentlige myndigheder."

Tanzania er et stort land med en meget unik og varierende geografi. Blandt andet ligger Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, i Tanzania, samt de to øer, der tilsammen udgør ferieparadiset Zanzibar. Det forventes, at projektet vil øge turismen i landet og dermed også bidrage til økonomisk vækst.

Lokalbefolkningen skal blive selvhjulpen
Det er også vigtigt, at de nye veje bliver vedligeholdt efter at projektet afsluttes.

"En del af vores opgave i Tanzania er at træne lokalbefolkningen inden for vejadministration og vejvedligehold og at forbedre vejvedligeholdelsesfaciliteterne i byerne. Tanzanias vejsektor skal blive selvhjulpen, så de nye asfalterede veje ikke forfalder men kan holde mange år endnu. Man regner nemlig kun med en levetid på 15 til 20 år, hvis asfalterede veje ikke vedligeholdes." fortæller projektdirektør Jan Lorange.

Relevant information

http://www.grontmij-carlbro.com


Pressekontakt


Firma

Grontmij A/S
Granskoven 8
2600 Glostrup, Danmark

  43 48 44 54

http://www.grontmij.dk/

Modtag nyheder fra Grontmij A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater