22/09-09
-
Pressemeddelelse
Indbrudstyvene droppede sommerferien i storbyerne
Foråret og forsommeren er normalt den periode, hvor der sker færrest indbrud. Men i andet kvartal i år forblev antallet af indbrud i villaer næsten uændret i de fire storbyer. Det er meget usædvanligt - og ildevarslende, advarer G4S.
Tyvene droppede ferien i København, Århus, Ålborg og Odense i år. I stedet for at holde den pause, de altid plejer i forårsmånederne, fortsatte de med at bryde ind i villaer i nærmest uændret tempo. Det viser en analyse foretaget af sikkerhedsfirmaet G4S på baggrund af politiets tal.
Foråret og forsommeren er historisk set de måneder i året, hvor der sker færrest indbrud. Normalt falder antallet af indbrud i villaer derfor markant fra første til andet kvartal.
Men sådan gik det ikke i landets største byer i år. I stedet for det store fald, man tidligere har set, forblev antallet af indbrud i villaer næsten uændret.
"Det varsler ilde for de kommende måneder, hvor indbrudstyvene virkelig tager arbejdshandskerne på," siger privatmarkedschef hos G4S, Per Bloch-Frederiksen. "Når indbrudstyvene har været så flittige i deres 'ferieperiode', hvor mange flere ubudne besøg kan danske villaejere så ikke vente sig i tyvenes højsæson?" frygter han.
Normalt sker der et fald i antallet af indbrud på mellem 25 og 33 procent fra første til andet kvartal. Indtil dette forår var det også tendensen i de fire storbyer.
Men i andet kvartal i år lå antallet af indbrud i villaer i de fire byer på mellem 96 og 98 procent af totalen i første kvartal. 1.348 indbrud faldt blot til næsten tilsvarende 1.308 indbrud.
Konkret betød indbrudstyvenes uventede arbejdsraseri, at der i forhold til det forventelige i snit skete fire ekstra indbrud hver dag i april, maj og juni i villaer i de fire storbyer.
"Vi kan kun anbefale, at villaejere og andre begynder at tænke på forebyggelse nu, hvor vi er på vej mod årets travleste indbruds-periode," siger Per Bloch-Frederiksen fra G4S.
Relevant information
http://www.g4s.dk
Firma
Group 4 Securicor
Roskildevej 157
2620 Albertslund,
Danmark
21 73 91 07
21 73 91 07
http://www.g4s.dk