17/11-11
-
Pressemeddelelse
Ny kogebog hylder hverdagsmaden: Trine Hahnemanns Køkken
Den nye kogebog 'Trine Hahnemanns Køkken' sætter fokus på hverdagen og familielivet og giver en lang række enkle og gedigne opskrifter på lækker og sund mad, der er sjov at lave og hyggelig at spise sammen hver dag. Hahnemann driver til dagligt kantiner i eget navn og arbejder for at fremme dansk madkultur, også internationalt.
Gennem en lang årrække har Trine Hahnemann inspireret danskerne til en mere smagfuld og sundere hverdag. Nu udgiver hun endnu en kogebog.
"Denne gang har jeg flere vegetariske opskrifter og mindre kød med. Jeg sætter fokus på miljøet og nødvendigheden af at bruge ordentlige råvarer og undgå for meget spild af mad, men på en måde så hverdagen stadig hænger sammen," siger Trine Hahnemann om bogen. Hahnemann ejer desuden kantinevirksomheden Hahnemanns Køkken, der dagligt serverer mere end 3000 måltider.
Ambassadør for dansk hverdagsmad
Inspirationen til 'Trine Hahnemanns Køkken, Morgen - Middag - Aften' er hentet fra hele verden men også fra Danmark og resten af Norden. De klassiske retter hentet lige fra mormors køkken har også vigtige roller i hendes utrættelige arbejde med at fremme fødevarekvalitet og måltidskultur verden over. Senest lærte hun amerikanske børn at spise og sige rugbrød i Michelle Obamas kampagne 'Let's Move!´.
Trine er netop kommet hjem til Danmark igen, efter arbejde i London, Krakow, Washington D.C., L.A og New York.
Trine Hahnemanns Køkken er udkommet hos Gyldendal og kan købes ved boghandlere over hele landet til 299 kr.
For yderligere information kontakt venligst:
Marie Sainabou Jeng, PR- og kommunikationsrådgiver, Marie Jeng - Mad, PR & Kommunikation, marie(at)mariejeng.com, 26147260
Ønskes kogebogen til anmeldelse kontakt venligst:
Vickie Meinertz, Pressemedarbejder, Gyldendal
Om Trine Hahnemann
Trine Hahnemann er en markant personlighed indenfor dansk mad- og måltidskultur. Som ejer af og kreativ direktør i Hahnemanns Køkken står hun dagligt bag 3.000 måltider i danske kantiner, og har i syv år drevet Snapstinget på Christiansborg. Trine Hahnemann brænder for hverdagsmaden og den nemme tilgang til det gode måltid. Hun drømmer om, at alle mennesker på jorden må få et godt måltid hver dag. Mere information på hahnemannskoekken.dk/
Kogebogen 'Trine Hahnemanns Køkken, Morgen - Middag - Aften' Udkom fredag 11. november hos Gyldendal til 299 kr. Der er 255 sider og alle billeder er taget af Columbus Leth. Bogens forside kan frit downloades til pressebrug på presseservice.gyldendal.dk.
Opskrifterne spænder fra de klassiske danske mormorretter til marrokansk inspireret 'abrikos-lammegryde med couscous'. Vedhæftet er opskriften 'Sweet and sour svinekød', der frit kan anvendes ved angivelse af ophav.
Hahnemanns Køkken pop-up
I forbindelse med udgivelse af kogebogen afholder Hahnemann en køkken pop-up i Gyldendals smukke 'Trykkeriet' i København 1. december kl. 18-21. For 260 kr. får man serveret gode hverdagsretter og får samtidig kogebogen med hjem. Læs mere her.
Andre kogebøger
Forfatter til en lang række kogebøger, bl.a. 'Skøn Mad Hver Dag', '365 Hverdagsretter' og Forrygende Frokost'. Fik sit internationale gennembrud med kogebogen 'The Scandinavian Cookbook', der udkom første gang i England i 2009 og som i dag er udgivet i 10 lande, bl.a. USA og England. I 2011 fulgte hun succesen op med 'The Nordic Diet', der allerede er udgivet i ni lande, heriblandt England, USA og Frankrig.
The Rye Bread Project - New York
I samarbejde med det danske konsulat i USA og en række partnere i New York stod Trine Hahnemann bag det succesfulde Rye Bread Project i november 2010 i New York. 500 New Yorkere smagte smørrebrød og vores karakteristiske rugbrød på New Amsterdam Market. En kort dokumentar om projektet er netop udkommet. The Rye Bread Project.
Let's Move! - Washington D.C.
Trine har netop besøgt Washington D.C. hvor hun som et led i 'Nordic Cookout' og Michelle Obamas kampagne 'Let's Move!' var vært ved en dansk frokost og underviste amerikanske børn i nordisk madkultur. I alt 45.000 børn fik rugbrødsmadder med frikadelle og agurkesalat.
Pig Island II Festival - New York
Rug, rodfrugter og gris efter nose to tail-princippet og på smørrebrøds-manér blev serveret til madfestivalen for newyorkerne i september. 20 topkokke blev håndplukkede til en fejring af svinet, madlavningens kunst, de gode råvarer og de lokale producenter. Trine Hahnemann blev inviteret med som 'special scandinavian guest star'.
Opskrift - Sweet and sour svinekød
Kinesisk mad er mange ting, men den her ret kender de fleste, og den er ikke svær at lave derhjemme. Den bliver mindre sød, når den er hjemmelavet.
Marinade:
1 spsk vand
1½ spsk maizena
1 æg
1 spsk soja
2 tsk sesamolie
1 tsk groft salt
500 g svinekød
2 gulerødder
2 forårsløg
Sauce:
3 dl vand
4 spsk soja
2 fed finthakket hvidløg
1 spsk ketchup
4 spsk riseddike
2 spsk sukker
1 spsk hvidvinseddike
1 spsk maizena
Til servering:
kogte jasminris
Pisk marinaden sammen, og hæld den over svinekødet, skåret i strimler. Lad det trække i 10 minutter.
Sauce: Bland alle ingredienserne pånær maizena i en gryde, og lad det koge et par minutter. Rør maizenaen ud i lidt koldt vand, og hæld den i en tynd stråle i saucen, mens der hele tiden røres rundt. Lad derefter saucen koge 1 minut.
Skræl gulerødderne. Skær gulerødder og forårsløg i julienne (tynde stave).
Varm en wok eller pande op, kom svinekød med marinade på panden, og steg ved højeste varme i et par minutter. Rør rundt hele tiden. Vend grøntsager og sauce med kødet. Server straks med ris.
Kan frit anvendes ved angivelse af ophav.
Relevant information
http://www.hahnemannskoekken.dk