07/09-09
-
Pressemeddelelse
Vi vil være Danmarks største jobdatabase
For iværksættervirksomheden Halibut ApS handler det om en ting, nemlig at revolutionere det etablerede elektroniske jobmarked, og gøre Arbot til Danmarks største jobdatabase inden udgangen af marts 2010.
Umiddelbart kan det lyde som en stor mundfuld, men virksomheden, der står bag Arbot, er allerede godt på vej. Antallet af jobannoncer på sitet stiger forsat til trods for et ellers tilbageholdende jobmarked, og flere virksomheder har opdaget mulighederne for at tegne virksomhedsprofiler på Arbot.
Derfor er målet om at blive Danmarks største jobdatabase inden Arbots 1 års fødselsdag, den 9. marts, inden for rækkevidde.
"I krisetider er man nødt til at sparke nogle døre ind, gå nye veje og tage store chancer. Det er det, vi har gjort med Arbot, og man må sige at det indtil videre har været en god investering. Vi er da klar over, at vores køreplan er ambitiøs, men til gengæld ved vi, at vi har et godt produkt, som er et stærkt alternativ til de gængse jobportaler", fortæller Helle Manscher, der er administrerende direktør i Halibut ApS.
Et alternativ til de gængse jobdatabaser
Med lanceringen af Arbot udfordrer Halibut såvel finanskrise som en del vægtige konkurrenter på det etablerede jobmarked. Dette har virksomheden valgt ved at lade Arbot tilbyde en ny og anderledes indgangsvinkel til de ledige stillinger.
Arbot gennemgår nu som den eneste jobdatabase i Danmark dagligt over 1.000 firma-hjemmesider for ledige stillinger, og giver derfor de jobsøgende en større og mere varieret pulje at søge i.
I dag er der mange jobs, der ikke bliver annonceret på de gængse jobportaler, men udelukkende slås op på virksomhedernes hjemmesider. Det er der god økonomi i, for på den måde kommer de automatisk og helt gratis med i Arbot.
"Arbot har fået mange positive tilkendegivelser fra sine brugere, og vi kan se, at den videre udvikling følges med stor interesse. Flere jobsøgende har givet udtryk for, at Arbot indeholder jobannoncer, som ikke kan findes i andre jobbaser. Dét er vi jo rigtig glade for at høre, for det er jo et af vores delmål. Vi ønsker til hver en tid at dække jobmarkedet både bredere og dybere end de gængse jobbaser", lyder det fra en glad Helle Manscher.
Til trods for den, i Danmark, nye tankegang med gratis jobannoncering, har de fleste virksomheder taget rigtig godt imod Arbot, og Helle Manscher kan konstatere at der er meget stor interesse for at få jobannoncer med i Arbot.
"Vi har fået en god modtagelse på markedet, og er overbeviste om, at vi når vores mål om at være Danmarks største jobdatabase, inden Arbot fylder 1 år d. 9. marts 2010", slutter direktøren.
Om Arbot
Arbot (www.arbot.dk) er en gratis jobdatabase på nettet, som samler de ledige stillinger, der annonceres på danske hjemmesider, dvs. som en slags Google© på jobmarkedet.
Arbot er reklamefinansieret og al jobannoncering er derfor gratis.
Arbot har siden lanceringen i marts 2009 haft en konstant vækst i antallet af jobannoncer, og er på få måneder blevet en af Danmarks største jobbaser.
Arbot er ejet og drevet af Halibut ApS.
Relevant information
http://www.halibut.dk