18/03-10
-
Pressemeddelelse
Brian Mikkelsen er kommet godt fra start
Den nye økonomi- og erhvervsministers første udspil letter byrderne for de små og mellemstore virksomheder
Det første resultat fra Brian Mikkelsens hånd er en lempelse af revisionspligten, som kommer til at spare de små og mellemstore virksomheder for op mod 450 mio. kr. Det lover godt for de mindre virksomheder. Ved at forhøje grænsen, for hvilke virksomheder der har pligt til at lade deres regnskab revisorpåtegne fra 3 til 8 mio. kr., sparer de danske virksomheder en unødvendig udgift, som i mange tilfælde ikke tjener noget praktisk formål. Ministerens udspil glæder Håndværksrådet, der er hovederhvervsorganisation for 20.000 små og mellemstore virksomheder.
"Vi støtter forslaget, fordi det er et godt skridt i den rigtige retning. Men det er et lille skridt, og i stedet burde regeringen gå hele vejen og gøre revisorpåtegningen frivillig for virksomheder med en omsætning under 72 mio. kr., som EU-direktivet åbner for. Det ville også give en administrativ besparelse, som er mere end dobbelt så stor", siger chefanalytiker i Håndværksrådet Mads Engberg.
"Det vil skærpe revisorernes produktudvikling, så man i fremtiden kan få et skræddersyet produkt, som passer præcist til virksomheden i stedet for et standardiseret produkt. Det kan ikke være rimeligt, at nogle virksomheder, skal have den samme revisorpåtegning, fordi andre virksomheder skal vise den i banken for at få bedre vilkår", siger Mads Engberg.
Revisionspligten er uden betydning
Revisionspligten betyder alligevel ikke noget, hvis en virksomhed påtænker svig, hvilket Erhvervs- og Selskabsstyrelsens analyser bekræfter. Men det er klart, at hvis en virksomhed ikke har styr på sagerne, skal de kunne pålægges at få en revisorpåtegning, så der kan komme orden i sagerne.
"Revisorpåtegning skal efter vores mening være frivilligt for mindre virksomheder, og man kan efter vores opfattelse uden problemer sætte grænsen højere end i dag. Det fungerer fint i England, hvor virksomheder med er fritaget for revisionspligten, så det vil også kunne fungere her til lands", siger Mads Engberg.
Ved at gøre revisionspligten frivillig for de små og mellemstore virksomheder, kan man som virksomhedsejer selv vælge, om virksomheden har behov for en revisorpåtegning eller ej. Revisionspåtegningen, som den ser ud i dag, er designet til større selskabers behov, eftersom den følger internationale standarder, og at der ikke internationalt er pligt til påtegning i små selskaber.
Endelig er det værd at bemærke, at det kun er Sverige og Malta, som udover Danmark stadig har en revisionspligt for små selskaber.
Kontakt
Chefanalytiker Mads Engberg, tlf. 26 80 26 35
Kommunikationsmedarbejder Katja Petersen, tlf. 32 63 03 57
Relevant information
http://www.hvr.dk
Firma
Håndværksrådet
Islands Brygge 26
2300 København S,
Danmark
51 34 43 77
51 34 43 77
http://www.hvr.dk