01/06-10
-
Pressemeddelelse
Bredbåndsudspil er godt begyndt, men ikke fuldendt
Danmark halter bagefter på bredbåndsområdet. Derfor er der gode takter bag regeringens bredbåndsudspil. Der skal dog større ambitioner til for at sikre dansk konkurrenceevne, mener Håndværksrådet
Regeringens bredbåndsudspil illustrerer en politisk vilje til at gøre Danmark digitalt godt kørende. Det er et klart fremskridt, men politikerne bør kigge på Danmarks pinlige placering i forhold andre EU-landes virksomheders bredbåndsbrug.
Regeringens målsætning om, at alle virksomheder og borgere i 2020 skal have adgang til 100Mbit/s er kærkommen og tiltrængt. Det mener Håndværksrådet, der repræsenterer mere end 20.000 små og mellemstore virksomheder. Håndværksrådet har længe presset politikerne til at udrulle hurtigt bredbånd også til Danmarks udkantsområder.
"En stærk digital infrastruktur er en kolossal hjælp for de små og mellemstore virksomheder. Det er en flot og fremadstræbende målsætning for de fremtidige bredbåndsforbindelser. Et digitalt Danmark er med til at skabe og fastholde vækst og udvikling af hele landet. Det er glædeligt, at regeringen har lagt overliggeren højt, men vi har ikke råd til at være blinde for, at andre lande har et markant højere ambitionsniveau", siger erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet, Thea Gade-Rasmussen.
Hun peger på, at man i dag ikke skal længere væk end Tåstrup nær ved København, før det bliver svært at få en hurtig bredbåndsforbindelse.
Håndværksrådet efterlyser en målrettet indsats fra politikernes side i forhold til virksomhedernes bredbåndsbrug. Ifølge EU-kommissionens gennemgang af den digitale konkurrenceevne fra maj i år ligger Danmark i den kedelige ende, når det drejer sig om virksomhedernes til bredbåndsbrug.
"Det er et godt oplæg, men der skal ikke hviles på nogen laurbær. Men det er nedslående og skidt for de danske virksomheders konkurrenceevne, at adgangen til bredbånd ligger så langt bagefter lande vi normalt sammenligner os med. Derfor skal politikerne ikke stoppe deres visioner for bredbåndmålene her - det skal være starten til en strategi, der sikrer alle virksomhederne adgang til bredbåndet her og nu, så vi ikke mister pusten i forhold til resten af EU", siger Thea Gade-Rasmussen.
Kontakt
Erhvervspolitisk konsulent Thea Gade-Rasmussen, telefon 20 60 09 50
Kommunikationschef Frederik Faurby, telefon 51 34 43 77
Relevant information
http://www.hvr.dk
Firma
Håndværksrådet
Islands Brygge 26
2300 København S,
Danmark
51 34 43 77
51 34 43 77
http://www.hvr.dk