06/08-10
-
Pressemeddelelse
Ny SMV-milliardpulje skal nå bredt ud
Regeringens forslag om at stille fem milliarder kroner i ansvarlig lånekapital til rådighed for små og mellemstore virksomheder, SMV'er, er en god ide. Men kun hvis det lykkes at brede kapitalen ud til mange virksomheder.
Kapitalen skal nå helt ud til den lille lokale bager, håndværksmester eller industrivirksomhed, siger Håndværksrådet, som er Danmarks eneste hovederhvervsorganisation, der udelukkende kæmper for små og mellemstore virksomheder.
Håndværksrådet ser derfor frem til at få flere detaljer om den nye SMV-fond, som statsministeren har fremlagt i dag efter partiet Venstres sommergruppemøde. En lånepulje med ansvarlig lånekapital på 5 mia. kr. vil kunne hjælpe mange små og mellemstore virksomheder tørskoede gennem krisen.
"Det er et spændende forslag med en fond til at støtte de mindste virksomheder. Det er en kendt sag, at det er de små og mellemstore virksomheder, som driver væksten i Danmark. Desværre er det også de små virksomheder, som er blevet hårdest ramt under krisen. Ikke bare på grund af at bankerne har smækket kassen i, men også fordi store virksomheder tester rammerne for det anstændige ved at kræve kreditter på 90 dage hos deres små leverandører. Det må og skal der gøres noget ved, hvis vi også skal have en underskov af små virksomheder tilbage, når vi når om på den anden side af den økonomiske krise", siger Ane Buch, adm. direktør i Håndværksrådet.
Statsminister Lars Løkke lægger op til, at der skal sættes 5 mia. kr. af pensionsmidlerne til rådighed for SMV-fonden, hvilket han nu skal have landets pensionskasser til at acceptere.
"Hvis det lykkes for Lars Løkke at få pensionskasserne med til det, er det lidt af et columbus-æg. Det koster ikke statskassen dyrt, men giver en saltvandsindsprøjtning til landets virksomheder. Succesen afhænger dog af, om der bliver etableret et koncept, hvor det ikke kun er de få stærkt vækstorienterede virksomheder, der får glæde af fonden", siger Ane Buch.
Håndværksrådet repræsenterer 20.000 små og mellemstore virksomheder inden for bl.a. byggeriet, handels- og servicefagene.
Læs flere detaljer om
regeringens udspil.
Kontakt
Adm. direktør Ane Buch, telefon 40 53 11 53
Kommunikationschef Frederik Faurby, telefon 51 34 43 77
Relevant information
http://www.hvr.dk
Firma
Håndværksrådet
Islands Brygge 26
2300 København S,
Danmark
51 34 43 77
51 34 43 77
http://www.hvr.dk