15/11-10
-
Pressemeddelelse
Virksomheder får overblik over offentlige tilbud
Vækstguiden.dk vil give små og mellemstore virksomheder et kærkomment overblik over redskaber til produktivitetsforbedringer.
I dag er Vækstguiden.dk åbnet med en samlet oversigt over innovationstilbud og andre tilbud, der kan styrke små og mellemstore virksomheder, SMV'ere. Håndværksrådet, der repræsenterer over 20.000 små og mellemstore danske virksomheder, giver oversigten en varm velkomst.
"Rigtig mange små og mellemstore virksomheder arbejder allerede med at styrke deres produktivitet, men for mange er udbuddet af offentlige erhvervsfremmeordninger helt uoverskueligt. Meget tyder på, at virksomhederne med Vækstguiden.dk nu kan få netop det ønskede overblik", siger Håndværksrådets adm. direktør Ane Buch.
Håndværksrådet har længe ønsket en samlet oversigt over de offentlige tilbud, der kan styrke små og mellemstore virksomheders arbejde med udvikling og en stærkere produktivitet gennem sundere drift.
Overblik styrker produktivitet
Målet med vækstguiden.dk er at give et overblik over alle offentlige tilbud til virksomheder. Det gælder fx inden for finansiering, hvor man via vækstguiden.dk kan hente nyttig viden om tilskud, lån, kredit, kaution, garanti, risikovillig kapital, venturekapital og vækstkapital.
"Finansiering er lige nu den største udfordring for de mange ejere af små og mellemstore virksomheder, der ønsker at udvikle og styrke deres virksomheder. Selvom vækstguiden.dk i sig selv ikke løser problemet med manglen på risikovillig kapital, er det meget sandsynligt, at en række virksomheder vil finde vej til finansieringstilbud, der passer dem", siger Ane Buch.
Kort over rådgiverjunglen
Målet med Vækstguiden.dk er samtidig at hjælpe virksomheder med at finde relevante rådgivertilbud.
"Mange virksomheder har brug for professionel rådgivning i deres arbejde med fx produktivitetsforbedringer. Det er ofte svært at vurdere, om man har fundet den rette rådgiver til sit projekt. Vores håb er, at vækstguiden.dk kan lette virksomhedernes adgang til den nødvendige rådgivning", siger Ane Buch.
Læs mere på www.vækstguiden.dk
Lanceringen af vækstguiden.dk sker som en del af den danske iværksætteruge - uge 46.
Læs mere på startvækst.dk.
Håndværksrådet er deltager i "Partnerforum for uge 46". Læs mere om dagens arrangement i Håndværkets Hus her:
Inspirationsmøde: Start som selvstændig - Køb en eksisterende virksomhed
Relevant information
http://www.hvr.dk
Firma
Håndværksrådet
Islands Brygge 26
2300 København S,
Danmark
51 34 43 77
51 34 43 77
http://www.hvr.dk