16/11-10
-
Pressemeddelelse
Ren molbo-politik i finanslovsforlig
Regeringen og forligsparterne bag finansloven mangler at bevise, at det kan være en god forretning for Danmark at skubbe op mod 1000 mekanikere og lærlinge ud i arbejdsløshed. Det påpeger Håndværksrådet, som repræsenterer over 20.000 små og mellemstore virksomheder, heraf ca. 2500 i autobranchen.
På et enkelt punkt skader finanslovsaftalen mere end den gavner. Det gælder aftalen om at sænke reparationsgrænsen på skadede biler fra 75 til 65 pct., så langt færre biler fremover bliver repareret men i stedet skrottes.
Afgiftspekulation
Sænkningen vil skubbe op mod 1000 automekanikere ud i arbejdsløshed og til gengæld skabe nye job i bilproducerende lande. Samtidig er det mere end tvivlsomt, om sænkningen skaffer Staten de ventede indtægter fra registrering af nye biler.
"Det ligner ren molbo-politik at gøre så meget skade for at sikre et meget magert provenu. Det kan umuligt svare sig for Danmark at sende så mange mekanikere på gaden, så vi må bede forligsparterne dokumentere, at sænkningen af reparationsgrænsen er andet end et temmelig mislykket forsøg på afgiftsspekulation", siger Mads Engberg, chefanalytiker og sekretær for Håndværksrådets autoudvalg.
Tvivlsomt regnestykke
Forligsparterne håber på 2.000 ny-indregistrerede biler som en direkte konsekvens af den sænkede reparationsgrænse. Men forligsparternes bud på, hvor meget provenu statskassen vil få ind ved at sænke reparationsgrænsen, holder ikke vand. Det mener Håndværksrådet, som repræsenterer de virksomheder, der reparerer biler. Heller ikke automobilforhandlerne køber finanslovens forudsigelser om mængden af ny-indregistrerede biler.
"Lad os bare sige, at den del af finanslovsaftalen er en "ommer". Det er komplet urealistisk, at der bliver indregistreret en ny bil, hver anden gang en brugt bil med mindre skader skrottes. Hvis den sammenhæng var så enkel, kunne det jo slet ikke svare sig at reparere skadede biler overhovedet", siger Mads Engberg.
Kontakt
Chefanalytiker Mads Engberg, telefon 2680 2635
Kommunikationschef Frederik Faurby, telefon 5134 4377
Relevant information
http://www.hvr.dk
Firma
Håndværksrådet
Islands Brygge 26
2300 København S,
Danmark
51 34 43 77
51 34 43 77
http://www.hvr.dk