08/06-12
-
Pressemeddelelse
Første spadestik til byggeri på Hørby Efterskole.
Hørby Efterskole står over for et større ny- og ombygningsprojekt, der nu er sat i gang med udgravningen til en ny dramasal i forbindelse med skolens musikafdeling.
I løbet af sommeren og efteråret sker der en række ændringer på Hørby Efterskoles bygningsmasse, idet der skyder en ny bygning op i tilknytning til de nuværende rammer, ligesom den centrale del af skolen - omkring pejsestuen - renoveres for at blive mere tidssvarende i forhold til den undervisningsform og pædagogiske tilgang til læring, der præger hverdagen på efterskolen.
- Vi har ikke længere brug for en række ensartede lokaler, siger forstander Mogens Vestergård Pedersen, men i højere grad rum, som er forskellige, og som egner sig til, at eleverne i undervisningssituationen får mulighed for at arbejde centralt beliggende steder med meget liv og mange folk eller lidt mere tilbagetrukket på steder, hvor man i ro kan sidde og arbejde sammen en eller to andre elever.
Det betyder, at der i renoveringsprocessen skal lægges klasseværelser sammen, som igen gøres fleksible ved, at der bliver mulighed for adskillelse med foldevægge ligesom der flere steder skyder små nicher op, hvor de elever, der kræver ro omkringundervisningen får ideelle arbejdspladser.
Den nye dramasal er ikke kun tiltænkt skolens musik-&dramalinie, men efterhånden er der opstået en række fag, der kræver plads til bevægelse, men omvendt ikke kræver hele idrætshallen som deres klasselokale. Disse fag - f.eks. et nyt valgfag, der går under navnet 'Cross ´n Dance' - får nu muligheden og pladsen til udfoldelse.
På samme vis får musikeleverne en plads til at vise deres kunnen ved små koncerter for deres kammerater, når en gardarobe i forbindelse med skolens foredragssal omdannes til et 'akustisk torv' midt i gangarealet, hvorfra tonerne kan klinge ud til en stor del af skolen.
Byggeriet afsluttes omkring nytår og forventes at komme til at koste små seks millioner kroner.
Relevant information
http://www.hørbyungdomsskole.dk