05/11-12
-
Pressemeddelelse
Orla Frøsnapper på Hørby Efterskole
For anden gang i dette skoleår har Hørby Efterskole haft besøg af eleverne fra Hørby Skole. Sidst var det i forbindelse med den naturfagsfestival, som efterskolens 9. klasser stod i spidsen for, og i denne omgang handlede det om dramaholdets opførelse af klassikeren 'Orla Frøsnapper', der efterhånden gennem flere årtier har været opført i utallige udgaver på lige så mange skoler.
De mange elever fra Hørby Skole fik med Orla Frøsnapper lejlighed til at være med ved den første større opsætning, som efterskolen og musik-&dramalinien har på programmet med elevholdet 2012/13.
Snart gælder det julestykket, der skal opføres i forbindelse med en familiedag i slutningen af november og ikke ret lang tid efter nytår tager lærere og elever de første skridt i forbindelse med årets musical, der har premiere på Hørby Efterskole ugen inden Påske.
Musicalen i indeværende skoleår bliver nummer 31 i række i en tradition, der går helt tilbage til 1984, og i disse måneder arbejder lærerne på en ramme og en handling, som præsenteres for eleverne til januar. Indtil da er det hemmeligt, hvad forestillingen kommer til at handle om, og i hvilket univers handlingen befinder sig i.
Relevant information
http://www.hørbyungdomsskole.dk