14/12-12
-
Pressemeddelelse
Byggeri i snestorm
Hørby Efterskole indvier i januar det nye undervisningsområde omkring skolens pejsestue med tilhørende klasselokaler, bibliotek, grupperum til elever osv. Dog har det kraftige snevejr over Vendsyssel sat byggeriet ned i et lidt lavere gear og håndværkerene har måttet bruge en del tid på at fjerne sne - ikke bare fra byggepladsen, men også fra de dele af bygningen, hvor den nye tagkonstruktion ikke var helt lukket af, da snestormen hærgede forrige weekend.
Heldigvis var det lykkes at få lukket det meste af taget, så arbejdet - trods kulden - har kunnet fortsætte indendørs.
- Vi glæder os rigtigt meget til, at vi kan genåbne de dele af skolen, hvor der er blevet bygget, fortæller forstander Mogens Vestergård Pedersen og understreger, at det centrale område midt i skolen ved pejsestuen bliver sværere og sværere at undvære i en tid, hvor stort set alle skoleaktiviteter foregår indendørs.
Onsdag den 9. januar afholder Hørby Efterskole 'Efterskolernes Aften' fra kl. 18-21 med åbent hus for interesserede, der måske påtænker et efterskoleophold. Ved denne lejlighed vil der - også selvom byggeriet ikke står helt færdigt - blive åbnet ind til byggepladsen, så gæsterne kan få et indtryk af de nye områder af skolen, der bliver en del af dagligdagen for eleverne både på det nuværende og på de kommende elevhold.
Indtil videre er det dog julen, der står for døren, og således indleder elever og lærere i Hørby mandag den 17. december fem dage med juleemneuge, inden alle drager på juleferie i slutningen af uge 51.
Relevant information
http://www.hørbyungdomsskole.dk