19/08-13
-
Pressemeddelelse
Inklusion på hørby efterskole
Folketinget har vedtaget en ny lov om inklusion på landets skoler. Opgaven har praktisk talt altid været der, og på Hørby Efterskole er inklusion en naturlig del af hverdagen såvel socialt som fagligt. For os er inklusion en måde at tænke på, som afspejles i den måde vi arbejder med hinanden på, når det gælder faglige, personlige, sociale og fremtidige mål.
Vi betragter inklusion som en dynamisk proces, der skal skabe mening og kvalitet for den enkelte. For at kunne indgå i meningsfulde, kvalitative og udviklende fællesskaber er oplevelsen af at føle sig inkluderet en forudsætning.
Læringsfælleskaber
Vi har ikke alle samme forudsætninger for at kunne indfri denne oplevelse, derfor kan man også sige, at vi alle er specielle. Ved at arbejde med styrkesider og læringsstile er målsætningen at udvikle den enkeltes robusthed og muligheder for udvikling, så den enkelte eksempelvis oplever værdien i at kunne indgå i større eller mindre læringsfællesskaber. Disse små og store læringsfællesskaber er af stor betydning for oplevelsen af tilhørsforhold, generel socialisering og demokratisk dannelse.
Udviklende relationer
Gennem gensidig respekt og anerkendelse kan vi alle lære af hinandens forskelligheder for derigennem at opleve det værdifulde og positivt udviklende i gode relationer.
Hvad gør vi?
Som redskaber for ovenstående tanker, bruger vi på Hørby Efterskole en screening af alle elever for at finde styrkeområder og foretrukne læringsstile. Denne synliggørelse af kompetencer og læringsstile danner grundlaget for den enkeltes arbejde og udvikling på:
det faglige,
det personlige og
det sociale felt.
Ved hjælp af et udviklings- og målsætningsskema tilrettelægger den enkelte elev i samarbejde med forældre og skole/lærere fokus- og indsatsområder, der jævnligt evalueres.
Hørby Efterskole er ikke en specialskole, men hvor det skønnes nødvendigt ud fra forudgående anvisninger og aftaler, kan der etableres særlige tiltag af støtte på de 3 nævnte felter.
Relevant information
http://www.hørbyungdomsskole.dk