02/03-11
-
Pressemeddelelse
Ny bog er en tiltrængt hjælp til landets ledige samt systemet omkring dem
Jobkonsulenter, sagsbehandlere, politikere, 2. aktører, A-kasser og fagforeninger forsøger løbende at knække koden til, hvordan overgangen fra ledig til selvforsørgende kan blive kortest mulig. Men midt i den evige, omkostningsrige diskussion og dårlige erfaringer, har man helt overset et af de allerstørste problemer, der fastholder ledige i deres situation, nemlig ledighedsstress.
Det er måske landets dyreste fordom, at det kun er folk i arbejde, der kan få stress. Faktisk viser undersøgelser, at halvdelen af de ledige går rundt med stresssymptomer, der kun bliver værre, fordi ingen af de professionelle vil se det i øjnene - endsige prioritere problemet. 82,6 procent af IAK's medlemmer mener direkte, at ledighedsstress er et tabu. Det går igen udover de arbejdsløse samt resten af landet, der skal betale regningen.
Ny bog kommer de ledige og systemet til hjælp
Men nu kommer der hjælp fra én, der selv er ledig. Cand. pæd. i pædagogisk psykologi Helle Alsted har forfattet bogen "Ledig uden stress. Sådan skaber du trivsel som ledig", og det er en håndsrækning til alle aktørerne, men først og fremmest andre ledige, der nu kan få de værktøjer, ingen andre har givet dem.
Og landets førende stressforsker, dr.med. Bo Netterstrøm, er enig. I bogens forord skriver han blandt andet:
"Det er vigtigt at forholde sig til denne problematik, og det er lige præcis, hvad denne bog gør. Og det er derfor, den er vigtig."
Helt kort kan man dele ledighedsstress op i to dele. For det første handler det om understress, der opstår, når man ikke får brugt sine ressourcer. For det andet er det jobsøgningsstress, som er en konsekvens af det store pres, man bliver udsat for. Det kan være pres fra diverse aktører, men også fra familie, venner og ikke mindst én selv. Konsekvensen er, at man som ledig bliver stresset, så man ikke er i stand til at gøre det, der skal til for at få et job. Hvis man skulle komme så langt i processen, at man kommer til samtale, bliver man alligevel afvist, fordi man er energiforladt og ligner en hængt kat.
Hjælpen består i at vide, hvordan man håndterer stress og selv kan skabe trivsel i dagligdagen som ledig, og det er lige præcis det, bogen handler om.
Bogen "Ledig uden stress. Sådan skaber du trivsel som ledig" udkom d. 6. februar 2011 på Forlaget Flammen. Man kan læse yderligere på www.LedigUdenStress.dk
Relevant information
http://www.ledighedsstress.dk